Ajos-sagen fra 2016 vedrørte en lønmodtagers krav på betaling af fratrædelsesgodtgørelse mod sin tidligere arbejdsgiver. Højesteret afviste kravet, selvom de danske regler var i strid med EU-retten. Afslaget på erstatning i Ajos-sagen afledte en ny retssag, denne gang mod staten, med påstand om erstatning for statens forkerte implementering af EU-retten. Denne sag er der nu faldet dom i.
Forældelsesfristens længde
Et af hovedspørgsmålene under sagen for Højesteret var, hvilken forældelsesfrist et erstatningskrav mod staten er underlagt, når erstatningskravet udspringer af statens forkerte implementering af EU regler, som følgeligt medfører et tab for en lønmodtager. Højesteret fandt ligesom landsretten, at et sådant krav mellem en privat arbejdsgiver og lønmodtager, er omfattet af den almindelige treårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1.
Lønmodtageren, nu hans bo, da han i mellemtiden var afgået ved døden, havde under sagen gjort gældende, at den særlige 5-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 4, stk. 1 fandt anvendelse. Denne frist gælder for krav, der er afledt af aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. Boet mente, at erstatningskravet mod staten måtte sidestilles med et krav, der er afledt af aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. Dette afviste Højesteret imidlertid.
Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt
Herefter skulle Højesteret tage stilling til spørgsmålet om, hvornår forældelsesfristen skulle løbe fra. Højesteret fandt, at tidspunktet skulle regnes fra skadens indtræden. Dette tidspunkt var der mellem staten og boet uenighed om. Boet mente, at skaden først indtrådte, da Højesteret afviste erstatningskravet overfor den private arbejdsgiver. Staten mente omvendt, at skaden allerede indtrådte, da lønmodtageren fratrådte – flere år tidligere. Højesteret gav staten medhold heri, og erstatningskravet mod staten var derfor forældet, medmindre forældelsesfristen var blevet suspenderet eller udskudt forinden.
Forældelsesfristen afbrudt?
Også i spørgsmålet om afbrydelse af forældelsen fik staten medhold, idet boet ikke under den tidligere erstatningssag havde givet procesunderetning (meddelelse) til staten om, at man agtede at inddrage staten i søgsmålet. Højesteret mente desuden, at det forhold, at en dansk ordning viser sig at være i strid med EU-retten, ikke udgør sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde suspension af forældelsesfristen efter forældelseslovens § 3, stk. 2.
Afslutningsvist gjorde boet gældende, at det EU-retlige effektivitetsprincip, hvorefter staten skal medvirke til at sikre effektiviteten af EU-retten i medlemsstaten, var til hinder for, at erstatningskravet var omfattet af den 3-årige forældelsesfrist. Dette afviste Højesteret og erstatningskravet var derfor forældet.
Forældelsesfrist for erstatningskrav mod staten
Den 3-årige forældelsesfrist, som er forældelseslovens udgangspunkt, finder herefter anvendelse på private borgeres erstatningskrav mod staten for statens brud på EU-retten, selv når erstatningskravet har grundlag i et krav om en ydelse i et ansættelsesforhold. Sidstnævnte krav er underlagt en særregel i forældelsesloven, der forlænger fristen. Ikke overraskende "afsmitter" denne regel ikke på efterfølgende erstatningskrav mod staten, da et sådan krav har et helt andet grundlag, end hensynene bag den forlængede frist tilsiger i ansættelsesretlige forhold.
Højesteret gentager desuden, at forældelsesfristen løber fra skadens indtræden. Dette tidspunkt forskydes ikke, selvom skadelidte er i en retsvildfarelse (mangler kendskab til reglerne) og derfor først bliver bekendt med erstatningskravet mod staten for brud på EU-retten, når sagen, der ligger til grund for erstatningskravet, er afgjort. Højesteret lægger i dommens præmisser op til, at en procestilvarsling til staten vil kunne afbryde forældelsesfristen, hvilket derfor i vid udstrækning må anbefales i lignende sager, da et sådan skridt oftest kan foretages relativt let og uden de store omkostninger.