I begyndelsen af juli 2021 lægger Danmark asfalt til tre etaper af Tour de France. Horten har bistået med at skabe de juridiske rammer for den største sportsbegivenhed nogensinde på dansk grund.

Et partnerskab bestående af Erhvervsministeriet, Københavns Kommune, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg kommuner har netop skrevet kontrakt med selskabet bag Tour de France om en Tour-start i Danmark i 2021.

Dermed skal Danmark den 2., 3. og 4. juli 2021 lægge asfalt til hele tre etaper af Tour de France under overskriften ’Grand Départ Copenhagen - Denmark’. Selve åbningsetapen, Grand Départ, bliver en ca. 13 kilometer lang enkeltstart i det centrale København. 

Det er to et halvt år siden Danmark officielt afgav bud på en Grand Départ. Undervejs har både kongefamilien, regeringen, kommuner og regioner, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark arbejdet målrettet for at få løbet til Danmark.    

Horten har siden projektet tog sin begyndelse for mere end tre år siden været juridisk rådgiver for det konsortium, der har budt på at få Tour de France til Danmark. Hortens team har rådgivet om organiseringen af samarbejdet, det retlige grundlag for kommunernes engagement i projektet, vedtægter for det fælles interessentskab og governancestruktur og har derved skabt de retlige rammer for 'Grand Départ Copenhagen - Denmark'. Derudover har teamet stået for forhandlingen af kontrakten med det franske selskab, A.S.O., der ejer rettighederne til Tour de France.

Opgaven med at skabe rammerne for en dansk Grand Départ står på skuldrene af Hortens mangeårige erfaring med at organisere opgaver for det offentlige i storskalaprojekter som fx etableringen af HOFOR (en fusion mellem otte kommuners forsyningsselskaber), DOT-samarbejdet mellem DSB, Movia og Metroselskabet, etableringen af fælles beredskaber og senest omdannelsen fra væksthuse til erhvervshuse.

Horten har også bistået med at sikre robuste retlige rammer for bl.a. musikfestivalen Tinderbox og for finalen i verdens største e-sportsturnering, ESL Pro League, for Odense Kommune. Horten er desuden juridisk rådgiver for Københavns Kommune i forbindelse med EM 2020, hvor København sammen med 11 andre europæiske værtsbyer danner rammen om EM-slutrunden i herrefodbold.

Kontakt

Rikke Søgaard Berth

Partner

Asger Heine Jensen

Partner (H)