Højesteret har for første gang taget stilling til rækkevidden af de fit & proper-krav, der stilles til ledelsesmedlemmer i finansielle virksomheder. Dommen viser, at vurderingen af et ledelsesmedlems egnethed og hæderlighed ikke er begrænset til at angå adfærd i finansielle virksomheder, men derimod også omfatter adfærd i andre ikke-finansielle virksomheder.
Sagen angik prøvelse af Finanstilsynets afgørelse, hvor et bestyrelsesmedlem blev påbudt at nedlægge sine bestyrelseshverv i to finansielle virksomheder. Påbuddet var givet som en følge af, at bestyrelsesmedlemmet tidligere havde indtaget en bestyrelsespost i en ikke-finansiel virksomhed, der bl.a. havde modtaget to påtaler for at have brugt vildledende markedsføring, og som var taget under særligt tilsyn af Finanstilsynet.
Det var derfor Finanstilsynets opfattelse, at bestyrelsesmedlemmets adfærd i dette selskab gjorde, at vedkommende ikke var fit & proper til at indtage bestyrelseshverv i to andre finansielle virksomheder – uanset at virksomhederne var uden relation til hinanden. Denne vurdering gav byretten, landsretten og Højesteret Finanstilsynet medhold i.
Fit & proper-krav
Et ledelsesmedlem i en finansiel virksomhed skal til enhver tid opfylde særlige krav til egnethed og hæderlighed – de såkaldte fit & proper-krav.
Et ledelsesmedlem i en finansiel virksomhed må derfor ikke udvise en adfærd, hvor der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. Fit & proper-kravene i lov om finansiel virksomhed er begrundet i hensynet til den samfundsmæssige interesse i at opbygge og bevare en stabil og veldrevet finansiel sektor.
Hvis et ledelsesmedlem ikke opfylder fit & proper-kravene, kan Finanstilsynet pålægge vedkommende at nedlægge ledelses- eller bestyrelseshvervet, hvilket var tilfældet i sagen for Højesteret.
Rækkevidden af kravet
Det principielle spørgsmål i sagen var, hvorvidt bestyrelsesmedlemmets adfærd i en ikke-finansiel virksomhed kan danne grundlag for et påbud om nedlæggelse af bestyrelseshverv i finansielle virksomheder, når den udviste adfærd ikke havde tilknytning til de finansielle virksomheder. Dette fandt Højesteret, at det kunne.
Ifølge Højesteret gav bestyrelsesmedlemmets adfærd i den ikke-finansielle virksomhed grund til at antage, at vedkommende heller ikke ville varetage sine bestyrelseshverv i de to finansielle virksomheder på forsvarlig vis.
Herudover fastslog Højesteret, at det ikke i alle tilfælde kan anses for en betingelse for et påbud, at den udviste adfærd ville medføre en ikke uvæsentlig risiko for, at virksomheden inden for to-tre år ikke ville kunne forsætte sin drift. Varigheden af påbuddet på fem år blev af Højesteret anset for at være proportionalt.