Østre Landsret tog 16. januar 2018 stilling til et principielt spørgsmål om den skattemæssige værdiansættelse af vandselskabers aktiver i to vandselskabers prøvesager mod Skat. Vandselskaberne, som tabte sagerne, har nu anket Østre Landsrets afgørelser til Højesteret.

Sagerne udspringer af vandsektor­reformen fra 2010, hvor vandselskaberne overgik til at være skattepligtige enheder. I forbindelse med overgangen til skatte­pligt skulle vandselskaberne have fastlagt et skattemæssigt afskrivningsgrundlag. I forarbejderne til vandsektorloven blev det lagt til grund, at skattepligten ville føre til en skatte­betaling fra vand­selskaberne på ca. 100 mio. kr. om året. Dette var baseret på en forventning om, at de skattemæssige indgangs­værdier ville blive fastlagt på samme måde som de regulatoriske værdier (POLKA-værdierne).

Anvendelse af DCF-metoden

Der blev imidlertid ikke i forbindelse med vandsektorreformens gennem­førsel fastsat særlige regler om opgørelsen af vandselskabernes skattemæssige af­skrivningsgrundlag. Det betød, at Skat har opgjort de skattemæssige indgangsværdier på baggrund af de almindelige skatteregler. Skat har i den forbindelse benyttet en værdi­ansættelses­metode – DCF-metoden (discounted cash flow) – som anvendes ved almindelige konkurrenceudsatte virksomheder.

Vandselskaberne er uenige i, at DCF-modellen er en egnet værdi­ansættelses­model i vandsektoren med den økonomiske regulering, som selskaberne er underlagt, der betyder, at virksomhederne skal hvile-i-sig-selv og derfor ikke må optjene et overskud.

Landsrettens dom

I de to prøvesager, som vedrørte Hvidovre Vand A/S og Hjørring Vandselskab A/S, gav landsrettens flertal Skat medhold. Landsretten fandt, at Skat var berettiget til at tilsidesætte vandselskabernes værdiansættelse af deres bygninger og distributionsnet.

Bygningernes handelsværdi kunne fast­sættes til den offentlige ejendoms­vurdering, hvorimod værdifastsættelsen for distributionsnettet viste sig at være mere kompliceret som følge af, at der ikke fandtes tilsvarende eller lignende transaktioner, som kunne danne grund­lag for vurderingen.

Landsretten afviste i denne forbindelse, at genanskaffelsesværdien kunne lægges til grund, da selskaberne ikke havde godtgjort, at det opgjorte beløb svarede til aktivernes handelsværdi. I sagen vedrørende Hjørring Vandselskab A/S henviste landsretten blandt andet til, at distributionsnettet ifølge selskabets egen årsrapport fra 2007 var opført til ca. 100 mio. kr. og altså ikke de ca. 203 mio. kr., som selskabet i øvrigt påstod for værende genanskaffelsesværdien.
Landsretten anførte endvidere, at den af Skat anvendte “DCF-model” ikke i sig selv kunne antages at være i strid med bestemmelserne om skattepligt i reform­lovgivningen eller forarbejderne hertil.

Landsretten skulle desuden tage stilling til, om Skats skøn over handelsværdien kunne tilsidesættes, fordi det var udøvet på et forkert eller mangelfuldt grundlag. Bevisbyrden i denne henseende på­hvilede ifølge Østre Landsret vand­selskaberne, og da det ikke fandtes sandsynliggjort, at skatte­myndighedernes vurdering var forkert, og at det i øvrigt ikke var godtgjort, at selskaberne ved et salg til uafhængig tredjemand, ville kunne opnå en højere pris end skønnet af skattemyndighederne, fandt land­srettens flertal (fire mod en) ikke grund­lag for at tilsidesætte Skats skøn.

En dommer ville hjemvise sagerne

Mindretallet i landsretten – én dissentierende dommer – fandt det godtgjort, at Skats skøn var udøvet på et forkert eller mangelfuldt grundlag, og mente derfor, at Landsskatterettens kendelse derfor skulle ophæves og hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Dommeren fandt med henvisning til vandsektorreformens forarbejder, at DCF-modellen som udgangspunkt er uegnet til estimering af handelsværdien af distributionsnettet, idet anlæggene ikke genererer overskud og derfor ikke har nogen handelsværdi. Den omstændighed, at hverken vand­selskaberne eller skøns­manden havde peget på et mere velegnet princip til brug for værdiansættelsen end DCF-modellen, kunne ifølge den dissentierende dommer ikke føre til at give Skat med­hold, idet skønsud­øvelsen påhviler skattemyndighederne. Den pågældende dommer mente derfor, at det var tilstrækkeligt til at tilsidesætte Skats afgørelser, at vandselskaberne har påvist, at DCF-modellen er uegnet.

Anke til Højesteret

DANVA og de to vandselskaber har nu besluttet at anke de to prøvesager til Højesteret.

Det er Hortens vurdering, at det giver god mening at få sagerne prøvet ved Højesteret. Sagernes store og principielle betydning for hele vand­sektoren og for forbrugerne taler i sig selv for at lade Højesteret prøve Skats afgørelser. Dertil kommer, at resultatet af afgørelserne strider klart mod de politiske forudsætninger, der lå til grund for vandsektorreformen. Det vil være interessant at se, om Højesteret vægter dette anderledes end lands­retten.

Endelig giver dissensen i landsretten også et grundlag for at anke sagerne. Det kan således ikke udelukkes, at Højesteret vil være enig med den dissentierende dommer i, at vand­selskaberne har ført tilstrækkeligt bevis for, at Skats skønsudøvelse er udøvet på et forkert eller mangelfuldt grund­lag, og at afgørelserne derfor bør ophæves og hjemvises til fornyet behandling.

Forfattere

Klavs Gravesen

Partner

Line Markert

Partner

Rene Frisdahl Jensen

Specialistadvokat