Vi giver et overblik over de retlige rammer for kommunal udlejning af idrætsanlæg til professionelle sportsklubber, og hvordan man som kommune finder ud af, hvordan lejen skal fastsættes.

Mange kommuner ejer idrætsanlæg, som lejes ud til professionelle sports­klubber. Et spørgsmål, som kan give anledning til udfordringer, er, hvordan lejen skal fastsættes. Derudover oplever vi ofte, at det giver anledning til tvivl, om lejen kan justeres, hvis den lokale sportsklub ikke klarer sig godt og derfor ikke har de samme indtægter som hidtil.

I forhold til hjemmelsgrundlaget for at udleje et kommunalt stadion fastslog Indenrigsministeriet tilbage i 2001, at kommunerne kan udleje sportsanlæg og indgå andre aftaler med professionelle fodboldklubber med hjemmel i kommunal­­­fuldmagten på betingelse af, at det sker på markedsvilkår. Det samme gælder for kommunale aftaler med sports­klubber inden for andre sports­grene.

Hvad er markedsprisen ved udlejning af idrætsanlæg?

På baggrund af henvendelser fra flere tilsynsråd udgav Konkurrencestyrelsen i 2003 en redegørelse om kommunal udlejning af idrætsanlæg. Heri giver styrelsen sin vurdering af, hvordan markedsprisen bør beregnes, når der ikke er et marked med udbud og efter­spørgsel. De rammer for beregning af markedsprisen, der følger af rede­gørelsen, er efterfølgende lagt til grund i flere tilsynssager.

Markedsprisen skal ifølge redegørelsen opgøres som de nødvendige om­­kostninger til drift af anlægget inklusive et beløb til dækning af forrentning og afskrivning af den investerede kapital.

Kapacitet og anvendelse

Det er kommunen, der har fastlagt anlæggets størrelse, og kommunen som har ansvaret for, at anlægget udnyttes rationelt og økonomisk for­svarligt. Et af hovedelementerne i Konkurrencestyrelsens opgørelse af markedsprisen er derfor også, at den professionelle sportsklub skal betale de nødvendige omkostninger forbundet med klubbens brug af anlægget.

For en fodboldklub i superligaen vil brugen af et stadion typisk være ca. 20 hjemmekampe om året. Derudover vil den for klubben nødvendige tilskuer­kapacitet ikke nødvendigvis svare til stadionets størrelse. Derfor kan der være et behov for at nedjustere den kapacitet, som indgår i lejeberegningen fra stadions reelle kapacitet. Det er styrelsens vurdering, at et effektivt drevet fodboldsstadion kan anvendes 50 gange årligt, og klubbens leje vil således skulle beregnes til 20/50 af drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne samt kapitalomkostningerne. Dette bygger på generelle antagelser, og den konkrete aftale om brug af stadion kan medføre en anden beregning. Det følger også af redegørelsen, at markeds­lejen kan reduceres, hvis kommunen har overladt salg af mad og drikkevarer til andre end lejeren.

Hvad med statsstøttereglerne?

Offentlig støtte – f.eks. en leje fastsat levere end markedslejen – til professionel sport er omfattet af statsstøttereglerne. Hvis støtten har grænseoverskridende virkning, skal støtten som udgangs­punkt godkendes af kommissionen for at være lovlig. Dette gælder dog ikke på de områder, hvor der er vedtaget særlig EU-regulering.

Hvis udlejning af sportsanlæg sker til markedsprisen, vil der ikke være tale om støtte – og derfor er stats­støtte­reglerne ikke relevante i disse tilfælde.

Konkurrencestyrelsens beregnings­model bygger på statsstøtteretlige principper for vurderingen af markeds­prisen, som kan genfindes i kommissionens vejledninger. Styrelsens model er imidlertid ikke retligt normerende. En domstol kan derfor efter en konkret vurdering konkludere, at en anden vurderingsmetode bør lægges til grund. Det vil styrke robust­heden af kommunens vurdering af markedsprisen, hvis kommunen løbende undersøger og dokumenterer, at udlejningsvilkårene er på niveau med lejen for andre hjemme­bane­stadioner udlejet til sammen­lignelige klubber. Dette kan understøtte, at lejen er fastsat sådan, at der ikke ydes støtte – og at statsstøttereglerne derfor ikke er relevante.

Hvis en fodboldklub rykker ned fra superligaen til 1. division, kan der for­ventes et fald i tilskuertal og kommercielle indtægter. Konkurrence­styrelsen vurderede i redegørelsen fra 2003, at en klub derfor næppe vil kunne betale samme leje efter nedrykning, og at det derfor kan overvejes at nedsætte lejen. Konkurrence­­styrelsen vurderer, at en sådan lejereduktion normalt vil være en hensigtsmæssig værdisikring fra kommunens side snarere end støtte.

Der kan dog være en risiko for, at kommissionen vil vurdere det ander­ledes efter EU-statsstøttereglerne. Det bør derfor overvejes konkret, om en eventuel støtte i form af en leje­reduktion kan tildeles lovligt efter EU-statsstøtte­reglerne, så risiko for ulovlig støtte derved kan elimineres.

Forfattere

Rikke Søgaard Berth

Partner

Malene Graff

Specialistadvokat

Marie Løvbjerg

Advokat

Rasmus Asger Sparholt

Advokatfuldmægtig