Samarbejder og fusioner i forsyningssektoren part 9: medarbejderforhold

Medarbejderne skal inddrages fra begyndelsen, når ledelsen i et forsyningsselskab skal beslutte, om der skal indledes en fusionsproces eller et forpligtende samarbejde med en eller flere forsyninger. Artiklen giver overblik over de væsentlige udfordringer, som skal overvejes og håndteres i processen i forhold til medarbejderne.

I en artikelserie stiller vi skarpt på de problemstillinger, ejere eller virksomheder i forsyningssektoren bliver stillet over for i forbindelse med samarbejder og fusioner.

Læs part 1 om strategiske overvejelser
Læs part 2 om samarbejdspartner og samarbejdsmodel
Læs part 3 om timing
Læs part 4 om tilrettelæggelse af processen
Læs part 5 om rollefordeling
Læs part 6 om økonomi- og kontraktgennemgang
Læs part 7 om ejeraftale og vedtægter
Læs part 8 om fusionskontol

Her får du: ”Samarbejder og fusioner i forsyningssektoren part 9: Medarbejderforhold".

Medarbejderforhold

Samarbejdsform

Allerede ved de indledende overvejelser om samarbejdsform skal medarbejderne tænkes ind. Medarbejderne skal inddrages, når ledelsen skal beslutte, om der skal indledes en fusionsproces med et eller flere (nabo) forsyninger, eller om der skal etableres et mere forpligtende samarbejde.

MED-udvalg og Samarbejdsudvalg

Langt de fleste forsyningsselskaber er omfattet af en MED-aftale eller Samarbejdsaftalen indgået mellem LO og DA. MED-aftalerne udspringer af KL's rammeaftale, som fastslår, at medarbejderne har medindflydelse og medbestemmelse. Tilsvarende fremgår af Samarbejdsaftalen.

Dette indebærer, at der er en pligt til at drøfte alle forhold af betydning for arbejds-, personale-, samarbejds- og arbejdsmiljøforhold med medarbejderrepræsentanterne. Drøftelse af mulighederne for at fusionere med andre forsyninger eller etablere et mere forpligtende samarbejde er omfattet af denne forpligtelse.

Det følger af KL's rammeaftale, at informationen skal gives på et så tidligt tidspunkt og på en sådan måde og i en sådan form, at det giver gode muligheder for en grundig drøftelse, så medarbejdernes/medarbejderrepræsentanternes synspunkter og forslag kan indgå i grundlaget for ledelsens og/eller kommunalbestyrelsens beslutninger.

Information, information, information…

Om der skal ske etablering af et fælles serviceselskab eller en fuld fusion, kan du læse mere om i artiklen "Samarbejder og fusioner i forsyningssektoren part 2 - Samarbejdspartner og samarbejdsmodel".

Afhængig af hvilken ramme, der vælges, kan det få stor betydning for medarbejdernes fremtidige arbejdsrammer, og det er vigtigt, at der løbende i processen informeres så meget, som det er muligt. Information kan i denne forbindelse være med til at skabe tryghed for medarbejderne for den fremtidige arbejdssituation. Udarbejd derfor en kommunikationsplan, som giver svar på følgende som minimum:

  • Hvor er vi på vej hen?
  • Hvordan kommer vi derhen?
  • Hvad skal der ske undervejs?
  • Er det alle medarbejdergrupper, som bliver berørt - og hvordan?
  • Kommer der til at ske nedskæringer i medarbejderstaben?
  • Ændres vilkårene væsentligt?
  • Hvor skal jeg møde?

Kommuniker klart og tydeligt, vær så ærlig og åben som muligt og sørg for, at alle medarbejdere modtager samme information.

Overenskomstmæssigt tilhørsforhold

Det er ikke alle forsyningsvirksomheder, som har samme overenskomstmæssige forhold. Der skal derfor i forbindelse med sammenlægninger, som involverer forskellige overenskomstgrundlag, tages stilling til, hvilket overenskomstgrundlag som skal være det fortsættende for bedst at sikre den fremtidige optimale drift, administration og udnyttelse af medarbejderressourcer.

Valget om det fremtidige overenskomstgrundlag bør træffes, inden der etableres samarbejdsmodel, og flere overenskomstgrundlag bør undgås, da dette kan hindre en optimal udnyttelse af medarbejderressourcer og sikring af faglig udvikling.

Harmonisering af ansættelsesvilkår

Ved en fusion eller etablering af et fælles serviceselskab vil medarbejderne fra forskellige forsyningsselskaber formentlig have forskellige vilkår. Dette vil være tilfældet uafhængigt af, hvilket overenskomstgrundlag de tidligere har været omfattet af.

Der kan være forskellige lokale aftaler om f.eks. rådighedsvagter og honorering heraf, håndtering af lønforhandling og placering af arbejdstid. Det vil derfor oftest være hensigtsmæssigt at gennemføre en forhandling med de forhandlingsberettigede organisationer for at få ensrettede vilkår for de medarbejdere, der fremover skal arbejde sammen.

Det kan også blive relevant at frasige overenskomster og efterfølgende varsle medarbejderne på nye vilkår, hvis forhandling ikke medfører ens vilkår. Det er dog væsentligt at være opmærksom på, at varsling af ændrede ansættelsesvilkår først kan ske ved udløb af den frasagte overenskomst, med mindre der indgås anden aftale.

Medarbejderrepræsentanter fremover

Efter en sammenlægning, en fusion eller etablering af et fælles serviceselskab skal medarbejderne fortsat have medarbejderrepræsentanter, men det er vigtigt, at der i fællesskab med medarbejderne udarbejdes en plan for, hvad der skal ske.

Der kan enten etableres et nyvalg efter sammenlægningen, eller de eksisterende medarbejderrepræsentanter i det fortsættende selskab kan fortsætte. Dette kan f.eks. ske med en overgangsordning, hvor medarbejderrepræsentanterne i det "ophørende" selskab kan få en observationsstatus.

Artiklen er en del af en serie om fusioner og sammenlægning på forsyningsområdet. Læs de øvrige artikler her:


Forfattere

Jonas Enkegaard

Partner

Marianne Lage

Partner

Line Markert

Partner

Klavs Gravesen

Partner

Rikke Søgaard Berth

Partner