SAMARBEJDER OG FUSIONER I FORSYNINGS­SEKTOREN PART 3: timing

Artiklen giver dig et overblik over fire modeller for kommuners og forsyningers samarbejde. Du kan også læse om de overvejelser, kommuner og forsyninger bør gøre sig, ved valg af samarbejdspartnere.

I en artikelserie stiller vi skarpt på de problemstillinger, ejere eller virksomheder i forsyningssektoren bliver stillet over for i forbindelse med samarbejder og fusioner.

Her får du ”Samarbejder og fusioner i forsyningssektoren part 3 - Timing”.
Læs part 1 om strategiske overvejelser her. 
Læs part 2 om samarbejdspartnere og samarbejdsmodeller her.

timing

Timingen kan være drevet af nødvendighed. For vandselskaber og visse elselskaber kan udsigten til ikke at kunne leve op til reguleringsmyndighedernes krav gøre det nødvendigt at afsøge markedet for samarbejdspartnere, som kan være med til at sikre virksomhedens overlevelse. Det kan også være behovet for at etablere – eller blive en del af – en virksomhed med en størrelse, som kan tiltrække dygtige medarbejdere og sikre, at medarbejdernes arbejdsopgaver er tilstrækkeligt koncentrerede til at opretholde den nødvendige ekspertise.

Tidspunktet for en fusion kan være påvirket af en planlagt udskiftning af ledelsen i de deltagende virksomheder. Det kan være en direktør, som stopper efter et fastsat åremål. En ikke ukendt faktor i fusionerne af kommunale selskaber er den kommunale valgperiode. Ved at time en fusion, så det passer med udløbet af den kommunale valgperiode, kan kommunale ejere undgå at skulle overveje fusionens direkte eller indirekte betydning for konstitueringsaftalen i deltagerkommunernes kommunalbestyrelser.
Indledningen af en fusionsproces kan også være konsekvensen af en strategisk beslutning om at undgå, at andre – myndigheder eller ejere – "tvinger" virksomheden ind i en fusion. Ved at tage initiativet er der større muligheder for selv at vælge sine samarbejdspartnere. Ved at være med til at tage første initiativ til en fusion er der også bedre muligheder for at være med til at fastlægge rammerne for et større samarbejde. Parterne, som er med til at formulere de første regler for et samarbejde eller en fusion, har – alt andet lige – langt de største muligheder for at opnå afgørende indflydelse på væsentlige forhold, også på længere sigt. Beslutningen om at etablere en større fælles enhed kan også være motiveret af et ønske om at være en af de første – og dermed være med til at præge udviklingen og branchen i kraft af den fusionerede virksomheds større gennemslagskraft.

Selvom virksomhedens interne forhold ikke er optimale for at indlede en fusionsproces med de usikkerheder og det arbejdspres, som en sådan proces lægger på organisationen, kan udefrakommende faktorer gøre, at det er nu. Hvis potentielle samarbejdspartnere træffer nogle strategiske valg, som gør det vanskeligt på et senere tidspunkt at etablere strategiske samarbejder eller indlede en fusionsproces med dem, kan det være nødvendigt at rykke.

På samme måde kan det være nødvendigt at acceptere en forsinkelse af samarbejdet, fordi den optimale samarbejdspartner ikke er klar til et samarbejde. Udbyttet på lang sigt kan tale for en vis grad af tålmodighed til at vente på den rigtige partner.

Artiklen er en del af en serie om fusioner og sammenlægning på forsyningsområdet. Læs de øvrige artikler her:

kontakt

Line Markert

Partner

Klavs Gravesen

Partner

Rikke Søgaard Berth

Partner