Den 25. oktober 2018 har Procesbevillingsnævnet afvist at give Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilladelse til at anke Vestre Landsrets dom af 24. maj 2018 til Højesteret. Landsretten nåede i dommen frem til, at konkurrencemyndighederne ikke med den fornødne sikkerhed havde bevist, at Elsam (i dag en del af Ørsted A/S) havde anvendt urimeligt høje priser.

Procesbevillingsnævnet har afvist at give Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilladelse til at få prøvet Elsam-sagen i Højesteret, og dermed om Elsams prisstrategier i 2005 og 2006 på den nordiske elbørs (Nord Pool) var misbrug af dominerende stilling i form af urimeligt høje priser.

Elsam-sagen har således været længe undervejs. Se nedenstående tidslinje:

2007

  • Konkurrencerådet træffer afgørelse om, at Elsam i perioden 1. januar 2005 – 31. december 2006 har misbrugt en dominerende stilling på markedet for engrossalg af el vest for Storebælt ved at have opkrævet urimeligt høje priser.

2008

  • Konkurrenceankenævnet stadfæster konkurrencerådets afgørelse for perioden 1. januar 2005 – 30. juni 2006 og ophæver samt hjemviser afgørelsen for perioden 2. halvår af 2006. Elsam indbringer kendelsen for Sø- og Handelsretten.
  • Erstatningssag: 1106 virksomheder og kommuner rejser med Energi Danmark, OK og Scanenergi i spidsen en erstatningssag mod Elsam ved Sø- og Handels-retten sideløbende med Elsam III. Erstatningssagen afventer en eventuel Højesteretsdom af Elsam III.

2016

  • Sø- og Handelsretten stadfæster Konkurrenceankenævnets kendelse om, at Elsams prisstrategier på den nordiske elbørs, Nord Pool, medførte urimeligt høje priser. Elsam anmoder Højesteret om, at Sø- og Handelsrettens dom kan behandles ved Højesteret som 2. instans.
  • Højesteret afviser, at Sø- og Handelsrettens dom kan indbringes for Højesteret som 2. instans. Højesteret finder ikke, at sagens afgørelse vil have principiel karakter samt generel betydning for retsanvendelsen og -udviklingen eller i øvrigt vil indebære en væsentlig samfundsmæssig rækkevidde.
  • Elsam indbringer Sø- og Handelsrettens dom for Vestre Landsret.

2018

  • Vestre Landsret ophæver Sø- og Handelsrettens dom, da konkurrencemyndig-hederne ikke med den fornødne sikkerhed har bevist, at Elsam har opkrævet urimeligt høje priser i perioden fra 1. januar 2005 til 30. juni 2006.
  • Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anmoder Procesbevillingsnævnet om anketilladelse (3. instansbevilling) til Højesteret.
  • Procesbevillingsnævnet afviser 3. instansbehandling i Højesteret.

Sagen får dog ikke nødvendigvis sin ende her, idet 1106 virksomheder og kommuner sideløbende med sagen i 2008 nedlagde et erstatningssøgsmål ved Sø- og Handelsretten for overbetaling af el i perioden 1. januar 2005 til 30. juni 2006. Da Vestre Landsret alene har truffet afgørelse om, at det ikke er bevist, at Elsam har anvendt urimeligt høje priser, bliver spørgsmålet, om man i forbindelse med erstatningssøgsmålet vil forsøge at løfte bevisbyrden for, at Elsam har anvendt urimeligt høje priser.

Læs mere om Vestre Landsrets afgørelse.

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Mia Anne Gantzhorn

Advokat

Kathrine Guldhammer Agerskov

Advokatfuldmægtig