Vestre Landsret: Ikke bevist at Elsam overtrådte konkurrenceloven 

Vestre Landsret traf den 24. maj 2018 afgørelse i sagen om, hvorvidt Elsam i 2005 og 2006 brød konkurrenceloven ved at kræve urimeligt høje priser for elektricitet i Danmark. Landsretten nåede frem til, at konkurrencemyndighederne ikke med den fornødne sikkerhed havde bevist, at Elsam havde misbrugt sin dominerende stilling.

Efter fast EU-praksis antages en dominerende virksomhed at have misbrugt sin markedsposition til at fastsætte urimelige priser, når to kriterier er opfyldt: der skal for det første være et urimeligt forhold mellem prisen og de afholdte udgifter, og dernæst skal prisen være urimelig – enten i sig selv eller i forhold til prisen på konkurrerende varer.

Sø- og Handelsretten stadfæstede den 30. august 2016 Konkurrencerådets og Konkurrenceankenævnets afgørelser om, at Elsams (som i dag er en del af energiselskabet Ørsted A/S) prisstrategier på den nordiske elbørs (Nord Pool) var udtryk for et sådant misbrug.

På Nord Pool giver aktørerne salgs- og købsbud på timebasis, men uden hensyn til kablernes begrænsede kapacitet. Det betyder, at der vil kunne skabes flaskehalse på nogle af kablerne, hvis der pga. højere efterspørgsel skal importeres mere el til ét område end kablerne kan bære. Når en flaskehals opstår, bliver det "under-udbudte" område til sit eget prisområde, og områdeprisen fastsættes på baggrund af købs- og salgsbuddene i området alene.

Sø- og Handelsretten afgjorde, ligesom konkurrencemyndighederne, at Elsam havde udnyttet systemet i strid med konkurrencelovens § 11. Elsam havde monopol på en del af den vestdanske efterspørgsel, fordi de øvrige aktører på elmarkedet ikke kunne dække hele efterspørgslen selv. Da der kun delvist blev udøvet et effektivt konkurrencepres på Elsam, kunne Elsam - når der opstod flaskehalse - fastsætte områdeprisen langt over det konkurrencedygtige niveau.

Misbrug kunne alligevel ikke statueres

Selvom både Konkurrencerådet, Konkurrenceankenævnet samt Sø- og Handelsretten alle fandt, at Elsams prisstrategi var udtryk for misbrug af dominerende stilling, dømte Vestre Landsret alligevel anderledes i sagen.

Den 24. maj 2018 kom landsretten frem til, at konkurrencemyndighederne ikke med den fornødne sikkerhed havde bevist, at Elsam havde misbrugt sin dominerende stilling til at opnå urimeligt høje priser i perioden fra 1. januar 2005 til 30. juni 2006. Konkurrencerådet blev i øvrigt dømt til at betale 6,7 mio. kr. i sagsomkostninger til Ørsted A/S.

Konkurrencemyndighederne skal nu gennemgå dommen og overveje, hvordan de vil forholde sig til den.

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Mia Anne Gantzhorn

Advokat