I en ny dom om misbrug af dominerende stilling har EU-Domstolen behandlet spørgsmålet om, hvornår en dominerende virksomheds differentierede priser over for handelspartnere udgør et misbrug.

Det drejer sig om EU-Domstolens dom af 19. april 2018 i sagen C-525/16, hvor en portugisisk domstol havde stillet en række præjudicielle spørgsmål til vurdering af en national sag om en dominerende virksomheds anvendelse af differentierede priser over for sine handelspartnere på et efterfølgende marked. Den dominerende virksomhed Cooperativa de Gestão dos Direitos dos Artistas Intérpretes ou Executantes (GDA) anvendte differentierede priser over for sine kunder. Dommen forholder sig til spørgsmålet om, hvad der kræves for at kunne konstatere, at en handelspartner "stilles ringere i konkurrencen" efter TEUF art. 102, stk. 2, litra c).

Ifølge artikel 102, stk. 2, litra c) i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde kan det udgøre et misbrug af dominerende stilling, hvis en dominerende virksomhed anvender ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for sine handelspartnere, og derved stiller en handelspartner ringere i konkurrencen. Et eksempel på det er prisdiskrimination, hvor den dominerende virksomhed anvender forskellige priser for samme ydelse.

Dominerende virksomhed anvendte differentierede priser

Den konkrete sag udspringer af en tvist mellem to portugisiske virksomheder ved de portugisiske konkurrencemyndigheder. Den dominerende virksomhed (GDA), der forvalter ophavsretsbeslægtede rettigheder, anvendte i perioden 2009 til 2013 forskellige priser over for tre kunder, som alle var udbydere af betalingstjenester i form af transmission af tv-signaler og -indhold. En af kunderne, virksomheden Serviços de Comunicações e Multimédia (MEO), indgav en klage over prisdiskriminationen til de portugisiske konkurrencemyndigheder med påstand om misbrug af dominerende stilling.

Konkurrencemyndighederne besluttede imidlertid at henlægge sagen, fordi der ikke var tilstrækkelig dokumentation for et misbrug. MEO appellerede herefter sagen, da afgørelsen efter deres opfattelse var behæftet med retlige fejl: Konkurrencemyndighederne burde, efter MEO's opfattelse, have undersøgt om den pågældende adfærd kunne fordreje konkurrencen.

De nationale domstole forelagde herefter otte præjudicelle spørgsmål for EU-Domstolen. Spørgsmålene blev behandlet samlet og omhandlede, hvorvidt begrebet "stilles ringere i konkurrencen" i TEUF art. 102, stk. 2, litra c) indebærer et krav om, at der foretages en analyse af de konkrete virkninger, som prisdifferentieringen medfører for den berørte virksomheds konkurrencemæssige stilling, og om der i givet fald skal tages hensyn til virkningernes alvor.

EU-Domstolen: Konkurrencefordrejning beror på konkret analyse

Domstolen fastslog indledningsvist med henvisning til tidligere praksis, at betingelserne for anvendelse af TEUF art. 102, stk. 2, litra c), er, at den dominerende virksomheds adfærd for det første skal være diskriminerende samt tilsigte at fordreje konkurrencen. Den omstændighed alene, at de højere priser medfører en umiddelbar ulempe for den erhvervsdrivende, der skal betale en højere pris, medfører ikke i sig selv, at konkurrencen er fordrejet eller kan fordrejes.

Det er kun i de tilfælde, hvor den dominerende virksomheds adfærd fordrejer konkurrencen mellem konkurrerende kunder, at forskelsbehandlingen kan anses for værende ulovlig.

Det betyder, at der skal foretages en analyse af samtlige relevante omstændigheder i sagen, for at afgøre, om en prisdiskrimination skaber eller kan skabe en konkurrencefordrejning mellem konkurrerende kunder. I analysen kan man blandt andet inddrage en vurdering af virksomhedens dominerende stilling, samt om der foreligger en strategi, som har til formål at udelukke de konkurrenter, der er mindst lige så effektive, fra det efterfølgende marked.

Domstolen kom frem til, at en dominerende virksomheds anvendelse af diskriminerende priser over for sine handelspartnere på det efterfølgende marked, potentielt kan medføre en konkurrenceforvridning mellem handelspartnerne. Konstateringen af, at en handelspartner "stilles ringere i konkurrencen" kræver imidlertid ikke, at der føres bevis for en effektiv og kvantificerbar forringelse af den konkurrencemæssige stilling. Derimod skal der fortages en undersøgelse, med henblik på at vurdere, om den pågældende adfærd er egnet til at fordreje konkurrencen.

Læs hele dommen her: EU-Domstolens dom af 19. april 2018 i sagen C-525/16

Sparsom praksis på området

Sager vedrørende diskrimination efter TEUF art. 102 er ikke blandt de mest almindelige - hverken ved EU-Domstolen eller de nationale konkurrencemyndigheder.

Domstolen har blandt andet behandlet spørgsmålet om diskrimination i United Brands- sagen, hvor United Brands Company solgte bananer til deres samhandelspartnere til forskellige priser. Prisfastsættelsen varierede afhængigt af, hvilken medlemsstat køberen havde hjemsted i. Domstolen fandt, at der var tale om et misbrug af dominerende stilling, bl.a. henset til, at der ikke fandtes nogen objektive forhold, der kunne begrunde prisdifferentieringen.

De danske konkurrencemyndigheder har også behandlet emnet i CPH Go-sagen. Den handlede om, hvorvidt Københavns Lufthavne A/S havde misbrugt sin dominerende stilling ved at fastsætte diskriminerende betingelser for brug af lufthavnens lavprisfaciliteter i CPH Go. Københavns Lufthavne A/S havde fastsat 18 betingelser, der alle skulle være opfyldt af de luftfartsselskaber, der ønskede at benytte CPH Go. Konkurrencerådet fandt, at tre af betingelserne var i strid med konkurrenceloven, da de var egnede til at udelukke visse luftfartsselskaber fra at bruge CPH Go, og der derudover ikke fandtes at være nogen objektive begrundelser for kravene.

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Marie Løvbjerg

Advokat