En aftale indgås typisk med et specifikt formål, f.eks. levering af en ydelse. Derfor kommer parterne meget nemt til at glemme at regulere en række andre centrale emner, hvilket hurtigt kan vise sig at være problematisk. Hvis parterne ikke har forholdt sig til et bestemt emne i aftalen, kan det give besvær og ikke mindst omkostninger. Herunder giver vi ti gode råd til spørgsmål, du altid bør overveje at forholde dig til i dine aftaler.

Inden vi begynder listen, skal vi helt overordnet bemærke, at vi på det kraftigste anbefaler kun at indgå skriftlige aftaler (medmindre aftalen har en bagatelagtig værdi).

Nedenstående liste er ikke udtømmende, og det kan altid være en god idé at spørge din rådgiver, før du indgår en aftale.

1. Hvem indgår aftalen?

Det hænder, at parterne ikke altid husker at angive præcist, hvem der indgår aftalen (de såkaldte parter i aftalen). Dette volder særligt problemer, hvor aftalens parter er selskaber. Husk i så fald altid at angive selskabets fulde navn, selskabsform (IVS, ApS, A/S, I/S, etc.), selskabets CVR-nr. og adresse.

På den måde eliminerer I enhver risiko for, at andre personer end selskaberne kan anses for aftalens parter, herunder f.eks. de privatpersoner, som ejer selskaberne.
Hvis et selskab skal indgå en aftale, bør man som altovervejende udgangspunkt kun skrive selskabets informationer ind. Skriv f.eks. aldrig "A ApS v/Anders Andersen", eller lign., fordi det blot skaber tvivl om, hvem der har indgået aftalen.

Spørgsmålet om, hvem der har indgået aftalen, kan få store og uoverskuelige konsekvenser for parterne, navnlig fordi det som udgangspunkt er aftalens parter, som hæfter økonomisk for, at aftalen overholdes. Der er således en risiko for, at de privatpersoner, som ejer selskabet, kan komme til at stå med hæftelsen.

2. Varighed og ophør

Hvis aftalen ikke vedrører en enkeltstående ydelse, men f.eks. levering af en genstand én gang om måneden eller løbende rådgivning, bør aftalens varighed/løbetid reguleres.

Det vil særligt være nyttigt på forhånd at regulere vilkårene for opsigelse, da det ikke altid er lige nemt at komme til enighed, når parterne står i den situation, at aftalen ikke længere skal fortsætte. Ofte ses det, at en aftale kan opsiges til udgangen af en måned eller med et længere varsel. Det kan også tænkes, at aftalen skal være uopsigelig i en periode, f.eks. fordi parterne har behov for hinandens binding i begyndelsen.

Relaterede emner kan være, hvad der skal ske med immaterielle rettigheder og udvekslede informationer, når aftalen ophører. Hvis aftalen indebærer udveksling af immaterielle rettigheder eller informationer af en vis værdi, bør parterne søge rådgivning herom.

3. Beskrivelse af genstand, pris og levering (tid og sted)

Selvom det kan lyde banalt, sker det ikke sjældent, at aftalens hovedydelse ikke er beskrevet i den detaljegrad, som parterne havde ønsket. Jo mere teknisk ydelsen er, desto større krav kan der typisk stilles til beskrivelsen af den.

Det samme gælder for prisen. Hvis parterne ikke på forhånd har aftalt prisen, gælder der en regel om, at køberen skal betale den pris, som sælgeren forlanger. Reglen fraviges kun, hvis køberen kan godtgøre, at prisen er urimelig. Det er næppe en specielt nyttefuld diskussion at have, så sørg for at beskrive prisen. (Der gælder en anden regel ved forbrugerkøb).

Parterne kan også med fordel beskrive, hvordan levering skal ske. I en traditionel aftale om levering af en fysisk genstand er udgangspunktet, at køber skal afhente genstanden hos sælger, medmindre parterne har aftalt andet.

4. Terms & conditions – hvad gælder?

Det ses ofte, at parterne har hver sit sæt "terms and conditions" eller lignende standardbetingelser. Et hyppigt spørgsmål er, hvilke standardbetingelser der skal gælde, når begge parter har hver sit sæt.

Anbefalingen herfra er først og fremmest at læse hinandens standardbetingelser igennem og finde ud af, hvor standardbetingelserne afviger fra hinanden. Derefter kan parterne punkt for punkt forhandle sig frem til, hvad der skal gælde for den konkrete aftale.

Hvis parterne ikke gennemgår denne øvelse og derfor indgår aftale med to forskellige slags tilhørende standardbetingelser, vil konsekvensen (efter dansk ret) formentlig være, at de vilkår i parternes standardbetingelser, som afviger fra hinanden, udgår. Derefter er det dansk rets almindelige baggrundsregler, som finder anvendelse på de uenigheder, som måtte opstå.

For at skabe forudsigelighed og for at sikre sig mod, at man får indgået en aftale på nogle ugunstige vilkår, anbefaler vi at lade en rådgiver gennemse parternes standardbetingelser.

5. Misligholdelse

Hvis en part ikke overholder aftalen, kaldes det med juridisk sprog misligholdelse. Hvis en part misligholder aftalen væsentligt, kan den anden part som udgangspunkt enten kræve et afslag i prisen eller ophæve aftalen og kræve erstatning af den misligholdende part. Man ser almindeligvis bort fra ubetydelig misligholdelse, da misligholdelsen skal være væsentlig, før den får juridiske konsekvenser. Konsekvenserne varierer, hvorfor parterne gør klogt i på forhånd at aftale, hvad der skal gælde. For eksempel:

  • Hvornår anses aftalen for misligholdt væsentligt
  • Hvad er konsekvensen heraf (skal man f.eks. have mulighed for at afhjælpe misligholdelsen, skal der være en økonomisk straf for at misligholde – en såkaldt konventionalbod, etc.)
  • Hvordan skal det varsles, hvis man mener, at den anden part misligholder aftalen

6. Findes der lovgivning, som er relevant for aftalen?

Ofte indgås aftaler på områder, hvor der gælder særlig lovgivning. Det kan f.eks. være ansættelses-, persondata- og lejelovgivning. Det kan være lovbestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale (såkaldte præceptive regler).

Vi anbefaler, at parterne på forhånd tager stilling til, hvordan de eventuelt skal forholde sig til lovgivningen, herunder f.eks. hvordan parterne vil overholde lovgivningen, og hvem der har ansvaret herfor, samt om der på visse punkter skal aftales en fravigelse af lovgivningen.

7. Fortrolighed

De fleste aftaler om værdifulde genstande, herunder f.eks. køb/salg af en virksomhed, konsulentydelser, udveksling af informationer, immaterielle aktiver, m.m., vil typisk indebære, at den ene part får indsigt i den andens erhvervshemmeligheder eller i andre fortrolige oplysninger. Særligt i aftaler om ansættelse af medarbejdere, direktører og konsulenter kan spørgsmålet om fortrolighed være relevant.

Information er i stigende grad omdrejningspunktet for kommercielle aftaler. Det er vores anbefaling, at parterne altid overvejer, om aftalen bør indeholde en eller flere bestemmelser om fortrolighed.

I den forbindelse er det også relevant at overveje, hvordan det skal sanktioneres, hvis en af parterne ikke overholder en fortrolighedsbestemmelse. Det er ikke ualmindeligt at sanktionere ved en såkaldt konventionalbod. Hvis parterne bruger en konventionalbod, kan der medfølge andre mulige problemer, men i så fald skal parterne være opmærksomme på afledte problemstillinger. For eksempel er den forurettede part som regel interesseret i at bevare sin ret til også at kræve almindelig erstatning for det økonomiske tab, der måtte gå ud over konventionalbodens størrelse.

Vi anbefaler at rådføre sig med en advokat, hvis aftalen indebærer udveksling eller afgivelse af fortrolige oplysninger.

8. Hvis tingene går galt – erstatning

Erstatning gives for et genoprette en økonomisk tab. Noget firkantet sat op kan man efter dansk ret kræve erstatning, hvis den anden part har handlet ansvarspådragende, og man som følge deraf har lidt et økonomisk tab. Der findes mange modifikationer og undtagelser hertil.

Det er normalt en god idé at forholde sig til, om parterne skal lave specifikke aftaler om erstatning, herunder f.eks. om ansvarsbegrænsninger.

9. Lovvalg og værneting

Hvis man indgår aftale med en udenlandsk part, bør parterne i aftalen foretage et lovvalg. Det kan f.eks. ske ved at indsætte en bestemmelse om, at aftalen skal være underlagt dansk ret. Man bør altid søge rådgivning hos en advokat, hvis man indgår aftale med en udenlandsk part, uanset hvilket lovvalg parterne træffer.
Man bør også forholde sig til, i hvilket land og hvordan en eventuel tvist skal løses. Grundlæggende kan man vælge mellem tvistløsning ved domstolene eller i voldgiftsretten. Det kan dog ofte en være en god idé at indsætte en forhandlingsklausul eller en bestemmelse om mediation, som parterne skal igennem, før man kan anlægge sag ved domstolene eller voldgiftsretten.

Der er forskellige fordele og ulemper i valget mellem domstolene og voldgiftsretten. En typisk anført fordel ved voldgift er, at sagen bliver behandlet fortroligt, men husk at en voldgiftskendelse ikke kan ankes til en højere instans i modsætning til en almindelig dom.

10. Hvem kan skrive under på aftalen?

Overvej altid, om den eller de personer, som underskriver aftalen på vegne af selskabet, også er i en stilling til at forpligte selskabet.
Helt overordnet kan personer skrive under på aftalen på vegne af selskabet i kraft af enten selskabets tegningsregel eller en konkret fuldmagt, f.eks. en stillingsfuldmagt.

Hvis aftalen ikke er skrevet under af de personer, som har kompetence til det efter selskabets tegningsregel eller efter en konkret fuldmagt, risikerer man, at det pågældende selskab ikke er bundet af aftalen og dermed kan løbe fra aftalen. Det kan derfor være en god idé at sikre sig i den forbindelse, f.eks. ved at tjekke modpartens tegningsregel i CVR og sørge for, at aftalen skrives under af den eller de personer, som i henhold til tegningsreglen kan tegne selskabet.

kontakt

Mikkel Primdal Kæregaard

Partner, Bestyrelsesformand

Jonathan Fraenkel Kærn

Advokatfuldmægtig

Emil Spurr Madsen

Advokat

Sebastian Lundsgaard

Advokatfuldmægtig