Sådan forholder regressøger sig, når skadevolder ikke kan betale

Der findes ofte andre muligheder end de gængse, når vi med regresøjne kigger efter et sted at finde krukken med regresguld. Vi gennemgår her nogle af de områder, hvor der typisk findes mere end ét sted lede, og som navnlig regressøgende forsikringsselskaber bør have fokus på.

Der er i lovgivningen og retspraksis flere eksempler på tilfælde, hvor en anden hæfter for den direkte skadevolders ansvarspådragende handlinger.

Den hæftende part kan vise sig at være en bedre økonomisk løsning for den skadelidte at rette et erstatningskrav mod, idet der kan være tale om en fysisk eller juridisk person, der er økonomisk bedre stillet, og som med større sandsynlighed vil være i stand til at betale erstatningskravet. Det gælder særligt i de tilfælde, hvor den direkte skadevolder er gået konkurs eller på anden vis ikke er i stand til at betale hele (eller dele af) erstatningskravet.

EN ARBEJDSGIVERS ANSVAR

En arbejdsgiver hæfter i de fleste tilfælde for sin arbejdstagers ansvarspådragende handlinger. Har arbejdsgiveren ikke selv handlet culpøst, men er en skade sket som følge af arbejdstagerens culpøse adfærd, kan arbejdsgiveren blive ansvarlig for dennes skadegørende handling efter DL 3-19-2.

Det er en betingelse i DL 3-19-2, at der foreligger en instruktions-, tilsyns- og kontrolmyndighed over for den ansatte, samt at den skadegørende handling har tilknytning til arbejdstagerens tjeneste i arbejdsgiverens virksomhed. Arbejdsgiveren er dog ikke ansvarlig for en arbejdstagers abnorme handlinger.

Hvis man som skadelidtes forsikringsselskab har udbetalt erstatning, og skadevolder er ansat i en virksomhed, bør muligheden for (også) at rejse regreskrav mod skadevolders arbejdsgiver vurderes.

SELVSTÆNDIGT VIRKENDE TREDJEMAND

Udgangspunktet i retspraksis og den juridiske teori er klar: En hovedentreprenør eller bygherre hæfter ikke for en selvstændigt virkende tredjemand/underentreprenørs fejl og forsømmelser uden for kontrakt.

Ifølge retspraksis er der imidlertid en række tilfælde, hvor hovedentreprenøren alligevel kan hæfte for underentreprenørens fejl og forsømmelse uden for kontrakt. Det kan især forekomme i de tilfælde, hvor hovedentreprenøren ville være blevet pålagt et strengt ansvar, hvis han selv havde udført arbejdet. I de tilfælde har domstolene ikke fundet det rimeligt, at hovedentreprenøren kan uddelegere arbejdet og samtidig slippefor det strenge ansvar.

Nedenfor gennemgås tre særligt relevante områder fra retspraksis:

Graveskader

Det sker hyppigt i praksis, at der forvoldes omfattende skader under udgravninger, pilotering og lignende arbejde, og der udbetales store summer fra forsikringsselskaberne til dækning af skaderne. I mange tilfælde vil skaden være forvoldt af en selvstændig underentreprenør, som hovedentreprenøren har uddelegeret arbejdet til. Det er derfor interessant at se på, i hvilke tilfælde en hovedentreprenør eller en bygherre hæfter for underentreprenørens ansvarspådragende handlinger.

Udgravning (graveskader), pilotering og lignende er særligt risikobetonet arbejde, idet arbejdet foregår i en betydelig dybde, og der anvendes typisk store og kraftfulde maskiner. Vejr- og jordbundsforhold kan vanskeliggøre arbejdet yderligere og øge risikoen for skader på rør, kabler, vandledninger, nærliggende bygninger mv. Derfor må der udvises særlig forsigtighed og iagttages visse sikkerhedsforanstaltninger under udførelsen af gravearbejdet.

Den høje risiko og det store antal af skader på området har medført, at domstolene traditionelt har anvendt en streng culpavurdering, jf. blandt andet FED1997.159V, hvor landsretten fandt, at entreprenøren ikke havde udvist den fornødne forsigtighed, hvorefter han måtte være erstatningsansvarlig for skaden på et kabel.

Domstolene har i visse tilfælde anerkendt, at også bygherren kan blive pålagt at hæfte for den selvstændigt virkende entreprenørs fejl. I praksis har man lagt vægt på, hvilken part der har de tekniske og økonomiske muligheder for at begrænse og styre den risiko, som er forbundet med arbejdet, jf. blandt andet U.1999.1821/2. Højesteret fandt, at entreprenøren havde handlet uforsvarligt. Ledningsejeren/bygherren havde derimod ikke handlet uforsvarligt, men blev dog pålagt et hæftelsesansvar for entreprenørens ansvarspådragende handling, da denne havde de tekniske og økonomiske muligheder for at begrænse risikoen.

I sagen U.1968.84 H (Aalborg Kloster-sagen) blev der foretaget pilotering under et byggeri, hvor der på grund af rystelserne forekom revnedannelser på Aalborg Klosters bygninger. Entreprenørfirmaet blev frifundet, da de ikke fandtes at have handlet uforsvarligt. Bygherren blev derimod pålagt erstatningsansvar, idet arbejdet var udført i dennes interesse og for dennes regning. Bygherren havde valgt en billigere og mere risikobetonet fundering, og idet han havde mulighed for ved budgetteringen og planlægningen af arbejdet at indregne dækning af denne risiko, måtte han være nærmest til at bære ansvaret for de forårsagede skader.

I sagen U.1976.82H fandt Højesteret, at såvel bygherren som hovedentreprenøren var erstatningsansvarlige for beskadigelsen af et kabel, som var årsag til en strømafbrydelse hos to virksomheder. Skaden var forårsaget under underentreprenørens udgravning. Bygherren og hovedentreprenøren fandtes ikke at have draget omsorg for, at arbejdet ikke kom til at beskadige kablet.

Færdselsbaners tilstand

Det offentlige bærer et strengt culpaansvar for vejes og andres færdselsbaners tilstand. Heller ikke på det område har man tilladt, at det offentlige går fri for ansvar ved at uddelegere arbejdet til en selvstændigt virkende tredjemand. Ifølge fast retspraksis hæfter det offentlige derfor for tredjemands fejl ved udførelse af arbejde på veje mv.

Brandskader

Også på området for brandskader, er skaderne omfattende og hyppigt forekommende. Forsikringsselskaberne udbetaler store summer penge til dækning af disse skader. Også her kan en hovedentreprenør hæfte for en underentreprenørs fejl og forsømmelser uden for kontrakt. Den ledende dom på området er Østre Landsrets dom U.2015.1825Ø.

Sagen angik, hvorvidt skadelidtes (bygherrens) forsikringsselskab kunne gøre regres mod hovedentreprenørens forsikringsselskab (idet hovedentreprenøren var gået konkurs), når skaden var forvoldt af en selvstændig virkende underentreprenør, og langt størstedelen af skaderne var uden for underentreprenørens kontraktlige forpligtelser.

Omdrejningspunktet i sagen var, hvorvidt hovedentreprenøren hæftede for underentreprenørens fejl og forsømmelser ved udskiftning af tagpap på en renoveringsentreprise.

Hovedentreprenøren havde antaget et litauisk tagdækkerfirma (underentreprenør) til at lægge nyt tagpap på en stor industribygning. På grund af fejl og forsømmelser fra tagdækkerens side brændte store dele af bygningen ned, bygningsforsikringsselskabet måtte udbetale en stor erstatning på bygningsforsikring og rettede derefter regreskrav i sagen mod hovedentreprenøren.

I sagen havde underentreprenøren fraveget Dansk Brand- og Sikringsteknisk Instituts brandtekniske vejledning om varmt arbejde på fem angivne punkter, og det var for landsretten ubestridt, at årsagen til branden var arbejdet med pålægning af tagpap ved brug af gasbrænder og åben ild.

Det er interessant, at den direkte skadevolder (underentreprenøren) var gået konkurs. Det samme var hovedentreprenøren. Spørgsmålet i sagen var herefter, hvorvidt bygningsforsikringsselskabet kunne rette regreskravet mod hovedentreprenørens forsikringsselskab direkte efter FAL § 95, stk. 2. Det forudsatte, at hovedentreprenøren hæftede for underentreprenørens fejl også uden for kontrakt.

Østre Landsret fandt, at det udførte arbejde med påsvejsning af tagpap ved brug af gasbrænder og åben ild, hvorunder DBI-vejledningen blev fraveget på flere punkter, efter sin karakter havde indebåret en sådan farlighed, at hovedentreprenøren var erstatningspligtig over for bygherren (forsikringsselskabet).

Dommen er interessant, fordi landsretten med de præmisser har udvidet området for, hvornår det er muligt at pålægge hvervgiveren erstatningsansvar for en selvstændigt virkende tredjemands fejl.

Der har ikke hidtil været klar praksis om en hvervgivers ansvar ved brandskader, og det må nu antages, at også tagarbejde med brug af åben ild kan kategoriseres som såkaldt farligt arbejde, der medfører et strengt culpaansvar.

Ved den typer skader må det forventes, at hovedentreprenøren ikke kan slippe for risikoen for skader også uden for kontrakt, som dennes underentreprenør måtte forårsage ved brug af åben ild i forbindelse med tagdækning.

Vigtigt at identificere alle regresmuligheder tidligt i forløbet

I praksis ses ofte en tendens til alene at fokusere på den direkte skadevolder. Man bør imidlertid som skadelidt eller skadelidtes forsikringsselskab efter udbetaling af erstatning under en forsikring være opmærksom på, at der i nogle tilfælde findes mulighed for at rette et regreskrav mod andre end den direkte skadevolder.

Det vil således i flere tilfælde være muligt at gå efter flere solidariske ansvarssubjekter vedrørende samme skade, og det kan særligt vise sig at være en fordel, hvis den direkte skadevolder er gået konkurs, har begrænset sum på sin ansvarsforsikring, eller af andre grunde ikke er i stand til at betale hele kravet.

Når der sker skader på områder, hvor der er et strengt culpaansvar, bør muligheden for, at der er hæftelse, altid undersøges, særligt om kravet kan rejses mod skadevolders kontraktpart (hovedentreprenør) eller bygherre samt disses ansvarsforsikringsforsikringsselskaber.

Det er væsentligt at få identificeret de relevante mulige steder, krukken med regresguld muligvis kan findes tidligt i skadeforløbet, og i den forbindelse at få sikret afbrydelse af forældelse samt optagelse af bevis i forhold til alle relevante ansvarssubjekter.