Nyt fra Lige­behandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet traf i efteråret 2017 en række afgørelser på området for forskels- og ligebehandling. Vi har udvalgt enkelte afgørelser inden for de forskellige kategorier af beskyttede diskriminationskriterier, som bør fremhæves.

En virksomhed havde indført en praksis om at forlange kopi af pas fra samtlige jobansøgere uanset statsborgerskab. Formålet med den nye praksis var at sikre dokumentation for identitet samt at undgå at ansætte ulovlig udenlandsk arbejdskraft uden opholds- og arbejdstilladelse.

En slovakisk ansøger, der fik afslag på sin ansøgning, fordi han ikke ville udlevere kopi af sit pas, klagede til Ligebehandlingsnævnet og gjorde gældende, at der var tale om et ulovligt ansættelseskrav, overtrædelse af hans grundlæggende rettigheder og magtmisbrug.

Da samtlige ansøgere til ledige stillinger hos virksomheden uanset statsborgerskab skulle aflevere kopi af deres pas i forbindelse med ansættelse, fandt Ligebehandlingsnævnet, at den slovakiske ansøger ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af nationalitet eller etnisk oprindelse. Ansøgeren fik derfor ikke medhold.

Dog skal en praksis som den nævnte overholde de grundlæggende persondataretlige principper om sagligt formål, opbevaringsbegrænsning mv. Selve hjemlen for at indhente en paskopi til brug for dokumentation for opholds- og arbejdstilladelser kan findes i Persondataforordningens art. 6, litra c.  
   

Hørehandicappet studerende måtte ikke bruge tegnsprogstolk under sin praktik 

En sygeplejerskestuderende havde på grund af et hørehandicap behov for tolk i støjfyldte miljøer. Da hun i forbindelse med to praktikforløb under sygeplejerskeuddannelsen søgte om at få stillet en sådan til rådighed, fik hun imidlertid afslag fra uddannelsesinstitutionen med henvisning til patientsikkerheden. 
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at den studerende, hvis medfødte hørenedsættelse indebar behov for høreapparat og i visse situationer tolk, havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Da forbuddet mod forskelsbehandling også gælder enhver, der driver uddannelsesvirksomhed, som tager sigte på lønnet beskæftigelse, var situationen derfor omfattet af forskelsbehandlingsloven.

Ligebehandlingsnævnet kom herefter frem til, at det burde have været muligt for uddannelsesinstitutionen at stille en tolk til rådighed under praktikforløbene, uden at det ville have været en uforholdsmæssig stor byrde, og Ligebehandlingsnævnet fandt, at afslaget på tolkebistand var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap. Den studerende fik tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

Afgørelsen viser, at der stilles høje krav til arbejdsgiverne/og uddannelsesinstitutioner om tilpasning.

Bibliotekar modtog tjenestemandspension og kunne derfor ikke deltage i pensionsordning

En bibliotekar født i 1952 var udelukket fra at deltage i en pensionsordning under sin ansættelse som afdelingsleder, da bibliotekaren modtog tjenestemandspension. Den indklagede kommune havde på den baggrund meddelt bibliotekaren, at hun kunne fortsætte på ansættelsesvilkår svarende til overenskomsten – dog ikke for så vidt angik bestemmelserne om pensionsindbetaling.
 
At bibliotekaren ikke kunne deltage i pensionsordningen betød en ikke ubetydelig forringelse af hendes bruttoløn, og hun blev derfor stillet væsentligt ringere end hendes ikke-pensionerede kolleger. På den baggrund vurderede Ligebehandlingsnævnet, at beslutningen herom var uadskilleligt forbundet med bibliotekarens alder, og at der derfor var tale om direkte forskelsbehandling. Bibliotekaren blev tilkendt en godtgørelse på 125.000 kr.

Afgørelsen viser, lidt i tråd med Højesterets afgørelse fra 2010 (optrykt i U.2011.417), at det kræver både overenskomstmæssig hjemmel, og at der ikke er tale om forskelsbehandling, før en arbejdsgiver kan fritages for omkostningen til pension. Arbejdsgiveren må således selv aktivt sørge for, at medarbejderen ikke udsættes for ulovlig forskelsbehandling f.eks. ved at udbetale pensionsbidraget til anden pension.

kontakt

Marianne Lage

Partner

Julie Brøndby Ørbeck

Advokatfuldmægtig