Incitamentsvederlag til medarbejdere

Når du starter egen virksomhed, kan det være svært at tilbyde en løn, der tiltrækker de mest kvalificerede medarbejdere. En anden måde at tiltrække medarbejdere på kan være ved at tilbyde et incitamentsvederlag.

Vi har oplistet de forskellige former for incitamentsvederlag herunder.

Bonus

Bonusordninger kan være udformet på forskellige måder, men i de fleste tilfælde er de nedfældet i en kontrakt, og udbetalingerne sker i henhold til en fast beregningsformel, der fremgår af ansættelseskontrakten eller fastsættes fra år til år. Dog er det vigtigt at bemærke i forhold til medarbejdere, der er omfattet af funktionærloven, at hvis en medarbejder er fratrådt i løbet af regnskabsåret, er denne berettiget til en forholdsmæssig andel af den bonus, som han/hun ville have modtaget, såfremt ansættelsesforholdet ikke var ophørt.

Betaling i aktier

Betaling i aktier dækker over forskellige typer af incitamentsordninger, herunder medarbejderaktier, aktieoptioner og warrants.

I henhold til en aktieoptionsordning er medarbejderen berettiget til at købe eksisterende aktier på et givent tidspunkt til en på forhånd fastsat kurs, mens en warrant berettiger medarbejderen til at tegne nye aktier til en given kurs og på et givent tidspunkt. Karakteristisk for disse betalinger er, at specifikke kriterier skal opfyldes for at modtage en tildeling, f.eks. opnåelse af bestemte økonomiske eller personlige mål.

I mange aktieoptionsordninger er det en betingelse, at medarbejderen er ansat i selskabet på tidspunktet for udnyttelse. Dog følger det af aktieoptionsloven, at en medarbejder stadig er berettiget til alle aktieoptioner og warrants, som hvis medarbejderen stadig var ansat, hvis medarbejderen er en såkaldt ”good leaver”. Det er tilfældet, hvis medarbejderen har opsagt ansættelsesforholdet på grund af selskabets væsentlige misligholdelse, eller hvis selskabet opsiger ansættelsesforholdet, uden at medarbejderen har misligholdt sin kontrakt.

Medarbejdergoder

Ud over incitamentsvederlag kan selskabet overveje forskellige former for ikke-økonomiske goder. Den type goder anses som en del af medarbejderens vederlag og er derfor skattepligtige, hvis de har en økonomisk værdi. Det er derfor vigtigt, at du som arbejdsgiver kender de danske skatteregler i forbindelse med medarbejdergoder.

De mest almindelige medarbejdergoder er firmabil, fri mobiltelefon, privat internetforbindelse, aviser, arbejdsgiverbetalte helbredsudgifter og arbejdsgivers bidrag til frokostudgifter.

kontakt

Jonas Enkegaard

Partner

Maria Schmiegelow

Advokat