Vestre Landsret fastslår, at det ikke var i strid med hverken funktionærlovens ufravigelighed eller aftalelovens § 36, at en funktionær havde indgået en fratrædelsesaftale, der indebar fratræden uden opsigelsesvarsel.

Sagen omhandlede en fratrædelsesaftale, som blev indgået i forbindelse med, at funktionærens ægtefælle, som var tidligere eneejer og direktør, solgte de sidste aktier og fratrådte. Funktionæren skulle efter aftalen fratræde straks uden løn, pension mv. i opsigelsesperioden og var repræsenteret af advokat.

Funktionærlovens bestemmelser er blevet gjort ufravigelige i § 21, således at lovens regler ikke kan fraviges, hvis det er ugunstigt for funktionæren. I enkelte domme har Højesteret imidlertid fundet, at denne ufravigelighed ikke er til hinder for, at der indgås fratrædelsesaftaler, der fraviger lovens bestemmelser om opsigelse. Ifølge denne praksis er der, når der indgås fratrædelsesaftaler, ikke tale om en opsigelse af ansættelsesforholdet i lovens forstand.

Vestre Landsret henviste til Højesterets praksis og kom frem til, at den omhandlede fratrædelsesaftale ikke var i strid med funktionærloven.

Fratrædelsesaftalen var (heller) ikke urimelig

Vestre Landsret skulle også tage stilling til, om fratrædelsesaftalen kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36 på grund af urimelighed.

Den fratrådte medarbejder havde gjort gældende, at fratrædelsesaftalen var ugyldig, da hun ikke havde fået noget økonomisk ud af aftalen, og at det derfor ville være urimeligt at gøre aftalen gældende.

Vestre Landsret lagde til grund, at medarbejderen, gennem formuefællesskabet i medfør af ægteskabet med den tidligere ejer, havde en betydelig økonomisk interesse i værdiansættelsen og salget af de omhandlede aktier. Sammenholdt med at medarbejderen havde været rådgivet og repræsenteret af en advokat forud for indgåelsen af fratrædelsesaftalen, fandt landsretten ikke, at fratrædelsesaftalen skulle tilsidesættes som ugyldig efter aftalelovens § 36.

Advokatbistand væsentlig for afgørelse af ufravigelighed

Dommen viser sammen med øvrig retspraksis, at funktionærlovens bestemmelse om ufravigelighed ikke er til hinder for, at der i en fratrædelsessituation indgås en fratrædelsesaftale, der fraviger lovens bestemmelser. Det udgangspunkt slår særligt stærkt igennem, hvis funktionæren har været bistået af en advokat i forbindelse med indgåelsen af fratrædelsesaftalen.

Horten førte sagen for virksomheden, og spørgsmål vedrørende sagen kan rettes til partner Marianne Lage.

kontakt

Marianne Lage

Partner