Energinet og polske GAZ-SYSTEM har truffet positive investeringsbeslutninger om det fælles Baltic Pipe-projekt. Det blev annonceret i Warszawa fredag den 30. november 2018. Horten har bistået Energinet i forhandlingerne.

Energinet og GAZ-SYSTEM har dermed tilsammen forpligtet sig til at etablere en 900 km lang offshore og onshore gasrørledning, der løber fra den norske opstrømsgasledning Europipe II i Nordsøen til Polen via Danmark. Gasrørledningen vil muliggøre levering af naturgas fra Norge gennem Danmark til Polen og andre lande i regionen og vil også kunne sende gas fra Polen til Danmark og Sverige. Baltic Pipe vil krydse tre nationale territorier: Danmark, Sverige og Polen. Transporten af gas gennem Baltic Pipe begynder efter planen i oktober 2022.

Horten har bistået Energinet i forhandlingerne med GAZ-SYSTEM og andre aktører om udformning af det aftalekompleks, der danner grundlag for etableringen af Baltic Pipe.

Fakta om Baltic Pipe-projektet

Baltic Pipe-projektet omfatter etablering af:

  • en dansk sammenkobling (tie-in) til og rørledning fra den norske opstrømsrørledning Europipe II i Nordsøen til den jyske vestkyst,
  • udvidelse af det danske transmissionssystem fra Jylland til Østsjælland,
  • en kompressorstation på Østsjælland og
  • en ny rørledning mellem Danmark og Polen gennem Østersøen

Hertil kommer en planlagt udvidelse af det overordnede transmissionssystem i Polen.

Projektet indebærer skønnede anlægsinvesteringer i størrelsesorden af 12 mia. kr., hvoraf ca. 6 mia. kr. vedrører den danske del af investeringen.

kontakt

Søren Hornbæk Svendsen

Partner

Rene Frisdahl Jensen

Specialistadvokat