Lov om forretnings­hemmeligheder er nu vedtaget

Folketinget har vedtaget forslag til lov om forretningshemmeligheder, som træder i kraft den 9. juni 2018.

Lov om forretningshemmeligheder implementerer EU-direktivet om forretningshemmeligheder og har blandt andet til formål at styrke beskyttelsen af forretningshemmeligheder og skabe ensartede vilkår for erhvervslivet på tværs af landegrænser i EU.

Samtidig skal den nye lov samle den danske regulering af forretningshemmeligheder i én lov, og dermed gøre det lettere for danske virksomheder at få overblik over reglerne for beskyttelse af forretningshemmeligheder.

Læs mere om lovforslaget her: Lovforslag om forretningshemmeligheder er nu sendt i høring

Læs mere om direktivet her: Nye regler om forretningshemmeligheder på vej

Definition af forretningshemmeligheder

Som noget nyt indeholder lov om forretningshemmeligheder bl.a. en definition af begrebet forretningshemmeligheder, hvilket indtil nu ikke har været at finde i dansk ret.

I loven er forretningshemmeligheder defineret som oplysninger, der ikke er almindelig kendt blandt folk, der normalt beskæftiger sig med den pågældende type oplysninger. Oplysningerne skal desuden have en handelsværdi, fordi de er hemmelige, ligesom ejeren skal have foretaget rimelige foranstaltninger for at hemmeligholde oplysningerne.

Markedsføringslovens § 23 ophæves

I forbindelse med at lov om forretningshemmeligheder træder i kraft, bliver markedsføringslovens § 23 om erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger mv. ophævet.

Bestemmelsens indhold videreføres i stedet i lov om forretningshemmeligheder § 4 om erhvervelse, brug og videregivelse af forretningshemmeligheder, og lovændringen medfører derfor ikke realændringer i gældende ret. Ud over beskyttelse mod misbrug af erhvervshemmeligheder af personer med lovlig adgang til virksomheden (f.eks. ansatte, konsulenter, gæster og leverandører) indeholder § 4 i lov om forretningshemmeligheder også en beskyttelse mod misbrug fra ulovlig indtrængen i virksomheden.

Go' morgenmøde om beskyttelse af forretningshemmeligheder

Virksomheder bør tage højde for de nye regler, når de indgår kontrakter med samarbejdspartnere og medarbejdere.

Hvis du vil vide mere om den nye lov om forretningshemmeligheder, og hvad loven kommer til at betyde i praksis, kan du tilmelde dig vores gratis go'morgenmøde den 11. juni 2018, kl. 8.45-10.00.

kontakt

Anders Valentin

Partner

Jonas Enkegaard

Partner

Peter E. P. Gregersen

Partner