Ankestyrelsen: Vederlagsfrie garantier er ikke lovlige

Ankestyrelsen har den 2. oktober 2017 udtalt, at det ikke var lovligt, da Ærø Kommune ydede støtte ved at stille garantier for forsyningsselskabers lån uden at opkræve garantiprovision. Det er i strid med statsstøttereglerne og hvile-i-sig-selv-princippet.

En kommunal garantistillelse uden krav om garantiprovision indebærer et støtteelement til det selskab, garantien stilles for, da kommunen påtager sig risikoen for selskabets lån uden beregning. Lånegarantierne er derfor i strid med hvile-i-sig-selv-princippet og - for fjernvarmeselskaberne vedkommende – også ulovlig statsstøtte. Ankestyrelsen overvejer, om sagen skal oversendes til konkurrencemyndighederne.

Lånegarantier uden garantiprovision

Ærø Kommune har ifølge sagen ydet lånegarantier til forbrugerejede forsyningsvirksomheder uden at opkræve garantiprovision indtil januar 2013. Det fremgår af referatet fra et økonomiudvalgsmøde i maj 2013, at kommunen besluttede ikke at opkræve garantiprovision for allerede stillede kommunegarantier, men at de fremover ville kræve et engangsvederlag for garantier for nye lån og i forbindelse med konvertering af lån, hvor der ikke var betalt vederlag ved lånoptagelsen. En anonym anmelder har oplyst til Ankestyrelsen, at Ærø Kommune den 15. august 2014 forlængede en garantistillelse for et forsyningsselskabs byggekredit uden at kræve garantiprovision.

støtte i strid med hvile-i-sig-selv-princippet og EU-statsstøttereglerne

Ankestyrelsen gennemgår hjemmelsgrundlaget for kommunal garantistillelse efter varmeforsyningsloven og vandsektorloven. Derfor må det formodes, at de konkrete garantier er stillet for forsyningsselskaber inden for disse områder.

Hvile-i-sig-selv-princippet

Ankestyrelsen udtaler i sagen, at Ærø Kommune ved at stille garantier for forsyningsselskaber uden at kræve garantiprovision har ydet støtte til selskaberne i strid med det kommunalretlige hvile-i-sig-selv-princip. Princippet bevirker blandt andet, at en kommune ikke må skattefinansiere forsyningsvirksomhed, hvis der ikke er fastsat andet i den skrevne lovgivning.

Statsstøtte

Ankestyrelsen udtaler i sagen, at "kommunal garantistillelse for et fjernvarmeselskab uden krav om betaling af garantiprovision udgør støtte, som kan påvirke samhandlen mellem EU’s medlemsstater". Ærø Kommune ikke har anmeldt støtten til EU-Kommissionen. Derfor finder Ankestyrelsen, at Ærø Kommune har handlet i strid med forbuddet mod at gennemføre en statsstøtteforanstaltning uden godkendelse fra Kommissionen.

I sin vurdering inddrager Ankestyrelsen blandt andet Kommissionens garantimeddelelse og den såkaldte Sønderborg-sag fra 2016. Sønderborg-sagen var en tvist mellem Sønderborg Kommune og to fjernvarmeselskaber. Vestre Landsret fandt, at kommunens garantistillelse for de to fjernvarmeselskabers lån uden opkrævning af provision var ulovlig statsstøtte. På den baggrund var Sønderborg Kommune berettiget til at opkræve provision for garantierne. Horten bistod Sønderborg Kommune i sagen.

For så vidt angår Ærø Kommunes garantier for andre forsyningsområder, som ud fra det oplyste må formodes at vedrøre forsyningsselskaber inden for vandsektorlovens område, har Ankestyrelsen ikke vurderet statsstøttespørgsmålet. Ankestyrelsen udtaler, at de på baggrund af sagens oplysninger ikke kan vurdere, om de garantier er omfattet af EU-statsstøttereglerne.

Sagens videre forløb

Ankestyrelsen har anmodet Ærø Kommune om at oplyse, hvad udtalelsen giver anledning til inden for en frist på to måneder. Når kommunens udtalelse foreligger, vil Ankestyrelsen tage stilling til sagens videre forløb, herunder om sagen skal oversendes til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Værd at vide for kommuner 

Sagen viser klart, at kommuner, der yder garantier til forsyningsvirksomheder, som udgangspunkt skal opkræve en markedsmæssig garantiprovision. Sker det ikke, så er den manglende provision i strid med hvile-i-sig-selv-princippet og for konkurrenceudsatte aktiviteter ulovlig statsstøtte. Ankestyrelsens udtalelse i sagen er også i overensstemmelse med styrelsens udtalelse af 1. september 2017 til fjernvarmeselskaber i Mariagerfjord Kommune. Ankestyrelsen har oversendt denne sag til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med henblik på at få afklaret, om der er behov for foranstaltninger i forhold til kommunens manglende opkrævning af garantiprovision tilbage i tid.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve, at ulovlig statsstøtte tilbagebetales til statskassen. Dermed kommer støttebeløbet hverken kommunen eller selskabet til gode. Tilbagebetalingsbeløbet stiger, jo længere støtteordningen pågår.

Regeringen har i sin forsyningsstrategi fra september 2016 indskærpet, at kommunalt ejede forsyningsselskabers lånemuligheder ikke må skabe ulige konkurrence og skævt grundlag for investeringsbeslutninger i sektoren. Regeringen har også igangsat en analyse, der skal afgrænse kommercielle og konkurrenceudsatte aktiviteter og tydeliggøre, at der ikke kan stilles vederlagsfrie kommunegarantier for sådanne aktiviteter. Der-for forventer vi, at der kommer et øget politisk fokus på området.

Horten har bistået flere kommuner med juridisk kvalitetssikring af deres lånegarantier. Alle kommuner bør overveje, om kommunens praksis er i overensstemmelse med reglerne. Kommunen skal ikke alene sikre, at der bliver opkrævet garantiprovision. Den skal også sikre, at provisionen i de enkelte tilfælde bliver fastsat på grundlag af en konkret vurdering af kommunens risiko i forhold til de enkelte garantimeddelelser.

kontakt

Line Markert

Partner

Andreas Christensen

Partner

Marie Løvbjerg

Advokat