Forbud mod kortbetalings­gebyrer indføres ved årsskiftet

Når lov om betalinger træder i kraft primo 2018, vil det ikke være lovligt at pålægge forbrugeren gebyrer ved brug af betalingskort. Dog er firmakort, kontanthævninger eller betalingskortordninger med tre parter undtaget.

Efter de nuværende regler må butikker i nogle tilfælde pålægge et gebyr ved betaling med betalingskort. Gebyret må dog ikke være højere end det gebyr, som butikken selv betaler til sin indløser (f.eks. NETS).

Når lov om betalinger træder i kraft ved årsskiftet, vil det fremadrettet ikke være tilladt at pålægge forbrugeren de gebyrer, som butikken betaler til sin indløser. Det gælder uanset, om der er tale om fysisk eller ikke-fysisk handel (f.eks. internethandel). Forbuddet vil generelt omfatte alle transaktioner med debet- eller kreditkort, der er udstedt til en forbruger. Det betyder, at alle de virksomheder, der i dag opkræver gebyrer ved brug af betalingskort, fremover må forsøge at overvælte sine kortindløsningsomkostninger på en anden måde (f.eks. ved højere varepriser).

Interbankgebyr sat væsentligt ned

Forbuddet mod opkrævning af gebyrer gælder betalingsinstrumenter, hvis interbankgebyr er reguleret i kapitel II om forbrugerrelaterede korttransaktioner i interbankgebyrforordningen. Ved et interbankgebyr forstås det gebyr, som opkræves mellem kortudstederen og indløseren af betalingskortet. Interbankgebyret må for forbrugerrelaterede korttransaktioner ikke udgøre mere end 0,2 % for debetkort henholdsvis 0,3 % for kreditkort af transaktionsværdien.

Lovgiver har besluttet, at butikker og erhvervsdrivende ikke skal kunne pålægge forbrugere kortgebyrer, da interbankgebyret efter forordningen nu er fastsat til et meget lavt beløb. Det må således være op til de enkelte erhvervsdrivende at forhandle deres indløsningsgebyrer så lavt som muligt med udgangspunkt i det fastlagte maksimum for interbankgebyrer.

Eftersom interbankgebyrforordningen ikke omfatter transaktioner med firmakort, kontanthævninger eller transaktioner med betalingskort udstedt af betalingskortordninger med tre parter (f.eks. Diners Club og American Express) vil de ordninger fortsat kunne opkræve gebyrer under iagttagelse af betalingslovens § 122 om urimelige priser og avancer. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil fortsat kunne gribe ind, hvis betalingsmodtagere eller -indløsere opkræver for høje gebyrer.

Horten følger området tæt og kan hjælpe med at vurdere, hvordan din virksomhed er stillet, når lov om betalinger træder i kraft primo 2018.

kontakt

Lars Lüneborg

Partner

Kristian Kaltoft Nielsen

Erhvervsjuridisk rådgiver