Forslag til lov om betalinger (fremsat af Erhvervsministeren den 15. marts 2017) åbner op for friere behandling af betalingsoplysninger, hvilket er en betydelig ændring fra lovudkastet, som blev sendt i høring tilbage i januar 2017.

Den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge er meget restriktiv i forhold til behandling af oplysninger om, hvor og til hvad forbrugere har anvendt deres betalingskort (betalingsoplysninger). Dette ser dog nu ud til at blive ændret ved lov om betalinger, som skal erstatte lov om betalingstjenester og elektroniske penge.

I høringsudkastet lagde Finanstilsynet ellers mere eller mindre op til en videreførelse af den oprindelige restriktive tilgang, som af mange har været kritiseret for at begrænse mulighederne for at imødekomme forbrugernes øgede efterspørgsel efter datadrevne, interaktive forbrugstjenester.

I lovforslaget lægges op til, at erhvervsdrivende kan behandle oplysninger om, hvor og til hvad betalingstjenester (f.eks. betalingskort) er blevet anvendt til følgende formål:

1) Forbrugsoverblik
2) Budgetlægning
3) Kategorisering og sammenligning af forbrug
4) Adviseringer om forbrug, forbrugsmønstre og usædvanlige transaktioner
5) Betalingspåmindelser
6) Markedsføring
7) Rådgivning
8) Elektroniske kvitteringsløsninger
9) Rabat- og loyalitetsprogrammer
10) Automatisk indberetning af donationer til velgørenhed til offentlige myndigheder

Dog vil det altid i henhold til lovforslaget være forbudt at anvende betalingsoplysninger til diskriminerende prissætning af produkter målrettet den enkelte forbruger. I den sammenhæng skal "Markedsføring" forstås i overensstemmelse med markedsføringsloven, hvilket betyder, at lovforslaget giver mulighed for, at betalingsoplysninger kan benyttes i forbindelse med reklame, distribution og salg af varer og tjenesteydelser, så længe der ikke er tale om diskriminerende prissætning til den enkelte.

Ved spørgsmål til reguleringen af udbud af betalingstjenester og behandling af betalingsoplysninger kan du kontakte Lars Lüneborg eller Kristian Kaltoft Nielsen.

kontakt

Lars Lüneborg

Partner

Kristian Kaltoft Nielsen

Erhvervsjuridisk rådgiver