Farvel til Statsforvaltningen – Ankestyrelsen overtager tilsynet med kommuner og regioner

Ankestyrelsen overtager den 1. april 2017 tilsynet med kommunerne og regionerne som følge af en ændring af kommunestyrelsesloven og regionsloven, der blev vedtaget af Folketinget den 9. februar 2017. Tilsynet overgår således fuldstændigt fra Statsforvaltningen.

Ændringen har til formål at styrke koordineringen mellem Ankestyrelsens øvrige sagsområder og det kommunale og regionale tilsyn. Herudover er ændringen et led i den organisatoriske tilpasning, der følger af den nuværende regerings resortændringer, hvor Statsforvaltningen hører under Børne- og Socialministeriet, mens Ankestyrelsen hører under Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Ændringen vil ikke i sig selv føre til materielle ændringer i tilsynets praksis og funktion, der fortsat vil være at sikre overholdelse af de kommunale og regionale forpligtelser. Det fremgår dog af forarbejderne, at ændringen vil kunne understøtte en større opmærksomhed på de muligheder, der er for at sikre overholdelse af Ankestyrelsens afgørelser ved hjælp af den såkaldte fogedfunktion. Fogedfunktionen indebærer bl.a., at tilsynet kan pålægge en kommune eller region, der nægter at efterleve en bindende afgørelse fra en særlig klage- eller tilsynsmyndighed, at gøre dette - om nødvendigt ved brug af tvangsbøder. Rammerne for fogedfunktionen er nærmere beskrevet i forslaget samt i betænkningen til lovforslaget afgivet den 26. januar 2017.

Henvendelser til tilsynet skal fra 1. april 2017 ske gennem Ankestyrelsens hjemmeside.

Udvidelse af Ankestyrelsens mulighed for at vurdere, om der bør rejses tilsynssag

Med den samme lovændring blev der tilføjet en udvidelse af Ankestyrelsens mulighed for selv at vurdere, om der bør rejses en tilsynssag i de enkelte tilfælde. Denne ændring er en udløber af Rigsrevisionens rapport om kommunaltilsynet. Tilsynet vil ikke længere have pligt til at undersøge enhver henvendelse, hvis der ikke umiddelbart er en vis sandsynlighed for, at der er en ikke-bagatelagtig ulovlighed. De mere fleksible rammer for tilsynets sagsudvælgelse vil medføre, at tilsynet i videre omfang end i dag vil afvise at behandle sager, som kommuner, regioner, organisationer, foreninger og borgere m.fl. måtte ønske behandlet, men som ikke har generel betydning for kommunernes og regionernes virksomhed. Det betyder også, at tilsynet forventes at kunne reagere mere proaktivt med særlig fokus på sager af generel betydning for kommuners og regioners overholdelse af lovgivningen. Herved er tilsynet med ændringen blevet stillet mere svarende til Folketingets Ombudsmand.

Horten har tidligere bragt en nyhed om Statsforvaltningens skema til udfyldning ved anmodning om vejledende udtalelser. Vi forventer, at skemaet også vil blive anvendt af Ankestyrelsen i fremtiden. Du kan læse mere om skemaet her.

kontakt

Rikke Søgaard Berth

Partner

Line Markert

Partner