Kommissionen har godkendt rammerne for revisionen af den generelle fritagelsesordning for statsstøtte. Efter to offentlige høringer, har Kommissionen nu godkendt, at gruppefritagelsen udvides til også at omfatte havne og lufthavne.

Statsstøtte omfatter som udgangspunkt enhver offentlig støtte eller anden fordel, som tildeles virksomheder. For at være lovlig skal statsstøtte anmeldes til og godkendes af Kommissionen. Nogle kategorier af støtte er dog af en sådan karakter, at støtten generelt set anses for at være forenelig med det indre marked. De støttekategorier er omfattet af gruppefritagelsesforordningen for statsstøtte og kan ydes uden forudgående anmeldelse og godkendelse hos Kommissionen. Støtten skal dog stadig registreres.

Det er gruppefritagelsesforordningen for statsstøtte, som nu udvides til at omfatte støtte til havne og lufthavne. Baggrunden er Kommissionens erfaringer fra en lang række sager om støtte til havne og lufthavne, som nu er tilstrækkelige til at kunne udforme fritagelseskriterier, der sikrer, at støtten ikke går ud over det, som er nødvendigt. 

Kommissionen har offentliggjort rammerne for den reviderede gruppefritagelse, men den endelige revision forventes først offentliggjort inden for 2-3 uger. Derfor kan der komme yderligere krav og regler for støtte til havne og lufthavne. Nedenfor er en forsmag på, hvad der er i vente ud fra Kommissionens godkendte ramme. 

Støtte til havne 

Fremover vil medlemsstaterne og offentlige myndigheder kunne foretage investeringer i havne, som er fritaget efter gruppefritagelsen. For søhavne vil der kunne tildeles støtte på op til EUR 150 mio., mens der for indlandshavne vil kunne tildeles op til EUR 50 mio. i investeringsstøtte. 

Der kan forsat ikke tildeles driftsstøtte til havne uden anmeldelse til og godkendelse fra Kommissionen. 

Støtte til lufthavne 

For lufthavne vil medlemsstater og offentlige myndigheder også kunne foretage investeringen, som er fritaget efter gruppefritagelsen. Der vil kunne tildeles investeringsstøtte til regionale lufthavne med op til 3 mio. passagerer om året. Derudover vil der kunne tildeles driftsstøtte til små lufthavne med op til 200.000 passagerer om året. Udvidelse vedrørende driftsstøtte fremgik ikke af Kommissionens oprindelige forslag, men den danske regering m.fl. efterspurgte den mulighed i deres høringssvar tilbage i juni 2016. 

Kommissionen udtaler

Konkurrencekommisær Margrethe Vestager udtaler i forbindelse med udvidelsen af gruppefritagelsesforordningen, at Kommissionen "ønsker at sikre, at virksomheder kan konkurrere på lige vilkår på det indre marked – og at det sker så effektivt som muligt. EU's statsstøtteregler er de samme i alle medlemslande. Ændringerne i dag vil spare dem tid og besvær i forbindelse med investeringer i havne og lufthavne… [Ændringerne] giver også Kommissionen mulighed for at fokusere opmærksomheden på statsstøtteforanstaltninger, der har størst indvirkning på konkurrencen på det indre marked, og dermed være "stor, når det handler om de store ting, og lille, når det handler om de små ting", til gavn for alle EU-borgere."

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Rikke Søgaard Berth

Partner

Marie Løvbjerg

Advokat

Carina Henriette Nilsson Maibom

Advokatfuldmægtig