Nye begrænsninger for indskudskapitalforrentning i varmepriserne

Ny afskrivningsbekendtgørelse fastsætter, at varmeforsyningsvirksomhederne kun kan indregne forrentning af indskudskapital i varmepriserne, når indskudskapitalen investeres i anlæg eller i begrænset omfang anvendes til at finansiere virksomhedens driftskapital.

Sagen kort

Den 31. januar 2017 traf Energitilsynet afgørelse om, at EnergiGruppen Jylland Varme A/S kan indregne forrentning af indskudskapital i priserne for varme for årene 2011 til 2017 på i alt 172 mio. kr. Afgørelsen betyder, at Energitilsynet nu kan behandle ansøgninger fra 57 andre varmeselskaber om en tilsvarende forrentning af indskudskapital svarende til et beløb på ca. 3,4 mia. kr.

Som reaktion på afgørelsen fremsatte regeringen et lovforslag om 100 % modregning i den enkelte kommunes bloktilskud, for udlodninger der hidrører fra forrentning af indskudskapital. 

Læs Hortens nyhed om lovforslaget her.

Ny afskrivningsbekendtgørelse

På baggrund af samme afgørelse har Energistyrelsen udstedt en ny afskrivningsbekendtgørelse nr. 479 af 17. maj 2017 med det formål at "præcisere og afgrænse" varmeforsyningsvirksomhedernes mulighed for at indregne forrentning af indskudskapital i varmepriserne. Hensynet er ifølge styrelsen, at varmeforbrugerne skal "skærmes" for afgørelser, der ligner Energitilsynets afgørelse om EnergiGruppen Jylland Varme A/S.

Indtil vedtagelsen af den nye bekendtgørelse har varmeforsyningsvirksomhederne kunnet indregne al rimelig forrentning af indskudskapital i varmepriserne. § 6, stk. 2 i den nye afskrivningsbekendtgørelse fastsætter, at der for fremtiden kun kan indregnes renter, i det omfang indskudskapitalen er anvendt til af finansiere virksomhedens investeringer eller behov for driftskapital. 

Reglerne finder anvendelse for alle ansøgninger om forrentning af indskudskapital, der indgives fra bekendtgørelsens ikrafttræden den 19. maj 2017.

I høringsbrevet beskrives nærmere, hvorledes reglerne forudsættes administreret af Energitilsynet. Der skal kun ske forretning af den nødvendige kapital, der opgøres som den nedskrevne anlægssum med et tillæg på 2 % til en begrænset driftskapital. Herfra trækkes lånekapital til banker osv.

En stor ikke anvendt likviditet forrentes ikke. Endnu ikke opkrævet forrentning er ikke anvendt og forrentes derfor heller ikke.

Dette vil der blive udstedt en vejledning om.

Retlige konsekvenser

Opkrævede renter af indskudskapital betragtes stadig som en del af den samlede indskudskapital, ligesom indskudskapital og optjent forrentning heraf fortsat kan trækkes ud, lægges til egenkapitalen eller investeres. 

Den nye bekendtgørelse har den betydning, at der kun opnås renter af indskudskapital, hvis indskudskapitalen bruges til den nævnte finansiering af investering og driftskapital. 

Reglen gælder alle varmeforsyninger uanset ejerskab i modsætning til lovforslagets modregningsregler, der kun kommer til at gælde de kommunalt ejede varmeforsyninger.

Indskudskapital, herunder opkrævede renter heraf, der ikke kan opnås forrentet efter de nye regler, kan ved ikke-kommunale varmeforsyninger trækkes ud uden modregning mv. 

Ved de kommunale varmeforsyninger vil der ifølge lovforslaget ske 100 % modregning mht. renter af indskudskapital, hvis rentebeløbet trækkes ud, også selvom der er tale om renter for tiden før lovforslagets fremsættelse. Hvis selve indskudskapitalen trækkes ud, vil der ske modregning efter de hidtidige regler om 40-60 % modregning.

kontakt

Line Markert

Partner

Rene Frisdahl Jensen

Specialistadvokat

Eigil Worm

Senioradvokat