KL og regeringen satte 1. juni 2017 underskrift på aftalen om kommunernes økonomi for 2018. Økonomiaftalen sætter rammen om mange af de tiltag, der vil folde sig ud på det kommunale område i 2018. Her kan du læse om en del af de elementer i aftalen, som Horten vil have særligt fokus på i vores rådgivning af kommunerne.

Sammenhængsreform og effektiviseringstiltag

Aftalen introducerer en lang række initiativer, der skal øge sammenhænget og effektiviteten i den offentlige sektor. Generelt vil moderniserings- og effektiviseringsprogrammet frigøre op til 1 mia. kr. i 2019. 

KL og regeringen vil ifølge aftalen bl.a. støtte tværkommunale samarbejder og reorganiseringer gennem en række konkrete indsatsområder, der forventes at frigøre 350 mio. kr. i 2018 gennem en mere effektiv drift:

  • Løn og bogholderi: Standardisering og digitalisering af processer inden for løn og bogholderi, samt fokus på centralisering eller tværkommunale samarbejder.
  • Facility management: Systematisering af facility management, f.eks. ved at foretage udbud igennem en samlet enhed eller ved i højere grad at målrette det enkelte udbud.
  • Større fleksibilitet i tværkommunale samarbejder: Undersøgelse af mulighederne for at tilpasse lovgivningen for at gøre det lettere at udføre tværkommunale samarbejder på bl.a. it-drift og vejvedligeholdelse. Horten bidrager til regeringens arbejde med at lette de retlige rammer for tværkommunalt samarbejde.

Effektivisering af den offentlige sektors indkøbsstrategi

Aftalen vil frigøre 125 mio. kr. igennem billigere indkøb og digitalisering på udbudsområdet, bl.a. gennem en række tiltag, der skal forbedre de offentlige indkøb:

  • Styrkelse af samarbejdet om indkøb af standardvarer i SKI
  • Idriftsættelse af seks fælles indkøbsaftaler i 2018
  • Ikrafttræden af mindst seks fælles indkøbsaftaler frem til 2021
  • Igangsættelse af aftaler om fællesindkøb af sundhedsartikler i udvalgte regioner og kommuner.

Ifølge aftalen skal alle kommuner tilslutte sig de fælles forpligtende indkøbsaftaler frem mod 2020.

Regeringen og KL vil udarbejde en national målsætning for offentlige indkøb frem mod 2018. 

Større udbud af små og billige almene boliger 

Aftalen introducerer et program for at øge andelen af mindre og billige almene boliger. Blandt de konkrete tiltag er bl.a.:

  • Forenkling af indretningskrav i almenboligloven og i bygningsreglementet
  • Indførsel af en mere fleksibel anvisningsret
  • Udvidelse af muligheden for at etablere udslusningsboliger 
  • Gennemførelse af en udbudsvejledning
  • Igangsættelse af arbejde om Digital Post i den almene sektor.

Regeringen og KL vil desuden frem mod økonomiaftalen for 2019 drøfte indførelsen af en model for differentiering af grundkapitalniveauet efter den gennemsnitlige boligstørrelse for nybyggeri og dermed styrke incitamentet til at bygge små og billige boliger.

Kystsikring

Aftalen indeholder en række forenklinger og initiativer, der skal forbedre både kommunernes og grundejernes muligheder for at håndtere klimaforandringer både ved stigende havniveau og ved øgede regnmængder:

  • "One stop-shop" for etablering af kystbeskyttelsesanlæg ved at samle kompetencen hos kommunerne frem for Kystdirektoratet samt et "fast track" for klagesager.
  • Ændring af vægtningen i kystbeskyttelseslovens formålsbestemmelse for at øge grundejerens valgfrihed i forhold til metode til kystbeskyttelse.
  • Udarbejdelse af en række vejledninger, herunder en vejledning til tekniske kystbeskyttelsesmetoder og vejledende modeller for bidragsfordeling ved udgiftsdeling mellem ejere i store kystbeskyttelsesprojekter.
  • Bedre muligheder for at samarbejde med forsikringsselskaber om medfinansieringsprojekter i kommunerne, f.eks. således at en ejer, der flere gange har været udsat for erstatningskrævende oversvømmelse, kan få finansieret en ny byggegrund et sted uden oversvømmelsesrisiko.

Forebyggelse af konkurser på ældreområdet – og andre elementer

Regeringen vil i løbet af sommeren 2017 gennemføre et analysearbejde for at forebygge konkurser på ældreområdet. Horten bidrager med sin erfaring i arbejdet, der ledes af Sundheds- og Ældreministeriet.

Aftalen introducerer i øvrigt en række målrettede initiativer til at forenkle kommunernes rammer og styrker styringen på især skoleområdet, socialområdet og beskæftigelseslovgivningen. Desuden vil aftalen afskaffe kravet om et halvårligt regnskab. 

Aftalen øger også ambitionsniveauet for den digitale forvaltning, bl.a. ved indsatser inden for digitale velfærdsløsninger, fællesoffentlige infrastrukturløsninger, kontrol af sociale ydelser og informationssikkerhed. 

Du kan kontakte Horten, hvis du vil vide mere om aftalens elementer, eller du kan selv sætte dig ind i aftalen ved at læse den her.

kontakt

Rikke Søgaard Berth

Partner

Andreas Christensen

Partner

Anne Louise Haack Andersen

Senioradvokat

Henriette Soja

Partner