Ankestyrelsen har udtalt, at Københavns Kommune ikke havde den fornødne kommunale interesse i to injuriesager mod medlemmer af Borgerrepræsentationen. Kommunen kunne derfor ikke lovligt afholde udgifter til advokatbistand i forbindelse med sagerne.

Et tidligere og et nuværende medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune havde haft advokatudgifter i forbindelse med injuriesager. Sagerne var opstået på baggrund af udtalelser fra de pågældende personer om hhv. formanden for Danskernes Parti og Det Islamiske Trossamfund.

Ikke hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne til at afholde udgift til advokat 

En kommunes mulighed for at afholde advokatudgifter for medlemmer af kommunalbestyrelsen er ikke reguleret i den skrevne lovgivning. Hvis en kommune lovligt skal afholde udgiften, skal hjemlen derfor findes i kommunalfuldmagtsreglerne. Efter almennyttekriteriet i kommunalfuldmagtsreglerne må en kommune ikke uden lovhjemmel anvende midler, hvis dette er motiveret i varetagelsen af individuelle interesser hos enkeltpersoner.

Københavns Kommune havde vurderet, at de udtalelser, der ledte til stævningerne, var fremsat under de pågældende personers funktioner i henhold til kommunestyrelsesloven. Udtalelserne havde dels forbindelse med kommunens behandling af, og den socialdemokratiske gruppes holdning til, politiske reklamekampagner på Movias busser, dels Venstres gruppes holdning til kommunens samarbejde med foreninger om antiradikaliseringsarbejdet.

Ankestyrelsens udtalelse

Ankestyrelsen anførte i sagen, at "en kommune efter omstændighederne kan have den fornødne kommunale interesse i at afholde udgifter til advokatbistand i forbindelse med sagsanlæg mod kommunalbestyrelsesmedlemmer under forudsætning af, at sagsanlægget angår medlemmers handlinger og optræden i forbindelse med varetagelse af hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem og dermed medlemmets funktioner efter kommunestyrelsesloven." Det fremgår endvidere af udtalelsen, at det forhold, at man som kommunalbestyrelsesmedlem i forskellige sammenhænge udtaler sig om kommunens anliggender, ikke i sig selv indebærer, at udtalelsen er en del af "varetagelse af hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem" – og dette uanset, om sagen aktuelt behandles i udvalg eller kommunalbestyrelsen. 

I de konkrete sager fandt Ankestyrelsen – i modsætning til kommunen, at sagens oplysninger ikke kunne danne grundlag for at antage, at udtalelserne var fremsat under varetagelsen af medlemmernes funktioner i henhold til kommunestyrelsesloven. Det var ikke tilstrækkeligt, at udtalelserne omhandlede kommunens anliggender, og det forhold, at de pågældende medlemmers politiske grupper i Borgerrepræsentationen var enige i udtalelserne, påvirkede ikke vurderingen.

kontakt

Rikke Søgaard Berth

Partner

Finn Schwarz

Managing Partner