DANVA lancerer kodeks for god selskabs-ledelse i kommunale forsyningsselskaber

DANVA har netop offentliggjort et nyt kodeks for god selskabsledelse for forsyningsbranchen. Kodekset er udviklet med fokus på kommunalt ejede forsyninger organiseret som aktieselskaber, men en række af anbefalingerne vil – som det fremgår af kodekset – have relevans i en bredere organisatorisk kontekst.

Det nye kodeks er i fin tråd med regeringens forsyningsstrategi fra efteråret 2016. Her var fokus bl.a. rettet mod god selskabsledelse i forsyningsselskaberne. Du kan læse mere om principperne i regeringens forsyningsstrategi her.

Ifølge kodekset skal anbefalingerne medvirke til at skabe gennemsigtighed i forhold til ledelsen af forsyningsselskaber og på den måde undgå, at der skabes tvivl om legitimiteten og sagligheden i varetagelsen af selskabernes opgaver.

Om kodeksets indhold

Kodekset indeholder i alt 35 anbefalinger, der er rubriceret inden for følgende emner:

  • Rammerne for ejerskabsudøvelse
  • Aktiv ejerskabsudøvelse i forsyningsselskaberne
  • Samspillet mellem selskab og ejerkommune 
  • Bestyrelsesstrukturen 
  • Samspillet mellem bestyrelse og daglig ledelse 
  • Øvrige forhold 

I forhold til "Rammerne for ejerskabsudøvelse" anbefales det f.eks., at udøvelsen af ejerskabet i den enkelte kommune håndteres i en forvaltningsgren, der er adskilt fra de myndighedsudøvende forvaltningsgrene, og hvor der er flere ejerkommuner, at dialogen mellem ejerkommunerne adskilles fra bestyrelsesarbejdet, hvilket kan reguleres f.eks. i en ejeraftale mellem ejerkommunerne.

I forhold til "Aktiv ejerskabsudøvelse" anbefales det bl.a., at der udarbejdes et ejerskabsdokument (ejerstrategi), og under emnet "Samspillet mellem selskab og ejerkommune", at der fastsættes retningslinjer for kommunikation mellem ejer og selskab ud fra sondring mellem ejer, bestyrelse og daglig ledelse. 

Under "Bestyrelsesstrukturen" og "Samspillet mellem bestyrelse og daglig ledelse" anbefales eksempelvis, at bestyrelsen gennemfører en ekstern evaluering mindst hvert andet år, og at direktionen evalueres årligt. 

"Følg eller forklar"

DANVAs anbefalinger er karakteriseret som ”soft law”, og det anbefales, at selskaberne bruger princippet ”følg eller forklar”, som bl.a. kendes fra børsnoterede selskaber. 

På nuværende tidspunkt er selskaberne således ikke retligt forpligtede til at følge anbefalingerne eller til at forholde sig til dem. Men i kodekset anbefales det, at de enkelte forsyningsselskaber offentliggør en redegørelse for, hvorvidt anbefalingerne overholdes, og hvis det ikke er tilfældet, forklarer årsagen hertil, og hvorledes man i stedet forholder sig. Sådan offentliggørelse kan f.eks. ske i årsrapporten eller på forsyningsselskabets hjemmeside. 

Forsyningssektoren er præget af store forskelle i forhold til både ejerforhold, selskabernes størrelse og forsyningsarten. Der er endvidere også stor spredning på, hvordan ejerne i sektoren, hhv. selskabernes ledelse arbejder med god selskabsledelse. 

Kodekset vil givet vis give anledning til en del overvejelser i mange kommuner og forsyningsselskaber, hvilket vil kunne bidrage til en yderligere professionalisering af den kommunalt ejede del af forsyningssektoren.

Du kan læse kodekset for god selskabsledelse her.

Hortens erfaringer

Baseret på vores indgående kendskab til de kommunalt ejede forsyninger og erfaring med anbefalingerne om god selskabsledelse for børsnoterede selskaber og god fondsledelse for de erhvervsdrivende fonde, står vi hos Horten klar til at rådgive om aktivt ejerskab og corporate governance i forhold til de kommunalt ejede forsyningsselskaber og koncerner.

Horten holder hvert år bestyrelsesseminarer og uddannelsesforløb for bestyrelser i kommunale selskaber og private virksomheder. Horten underviser også på DANVAs bestyrelseskursus. Kontakt os, hvis du vil høre mere om, hvordan vi kan bistå med at fokusere på god selskabsledelse hos ejer og forsyning.

kontakt

Rikke Søgaard Berth

Partner

Line Markert

Partner

Jim Øksnebjerg

Partner

Lise Lotte Hjerrild

Partner