Landsretten stadfæstede i juni 2017 en dom fra byretten, hvorefter et krav mod rådgiver var forældet.

Sagen vedrører spørgsmålet om forældelse af et krav mod en rådgiver, som i en skadesag havde rådgivet et forsikringsselskab om bl.a. forsikringsdækning. I sagen var omdrejningspunktet, hvorvidt der sker en udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen, når kravstillers viden om et eventuelt erstatningskrav udspringer af den hævdede skadevolders egen rådgivning.

Forældelse i skadesag på vegne af forsikringsselskab

I sagen havde en rådgiver indgået kontrakt med et forsikringsselskab om at forestå al skadebehandling. Forsikringsselskabet påberåbte sig, at der uretmæssigt var givet et dækningstilsagn.
 
Forsikringsselskabet havde i foråret 2012 stillet rådgiveren spørgsmål vedrørende rigtigheden af dækningstilsagnet. Efter at rådgiveren havde svaret herpå, foretog forsikringsselskabet sig ikke yderligere. Mere end to år senere iværksatte forsikringsselskabet imidlertid en revision af en række skadesager. Det resulterede i, at forsikringsselskabet fandt grundlag for at fremsætte et erstatningskrav mod rådgiveren for uberettiget dækningstilsagn givet i 2012.

Forsikringsselskab udtog stævningen mod rådgiver mere end tre år efter det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet havde fremsat spørgsmål til rådgiver om dækningstilsagnet. Forsikringsselskabet gjorde under sagen gældende, at forældelsen først kunne løbe fra det tidspunkt i 2014, hvor forsikringsselskabet foretog en revision af skadesagen, idet forsikringsselskabet forud for dette tidspunkt med rette kunne lægge rådgiverens svar fra 2012 til grund.

Rådgiver gjorde under sagen gældende, at forsikringsselskabet i mere end tre år forud for udtagelse af stævning havde haft kendskab til de forhold, som dannede grundlag for sagsanlægget, hvorfor der følgelig var indtrådt forældelse.
 
Retten fandt, at forsikringsselskabets eventuelle krav mod rådgiver er forældet. Retten har i præmisserne anført, at det forhold, at forsikringsselskabet ved sit spørgsmål til rådgiveren i 2012 havde forholdt sig til rigtigheden af rådgivers dækningstilsagn måtte medføre, at forsikringsselskabet burde have været klar over, at et eventuelt krav kunne rettes mod rådgiveren. Forældelsesfristen skulle derfor løbe fra det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet stillede spørgsmålstegn ved rigtigheden af dækningstilsagnet.

Horten bemærker

Sagen vedrører rådgivningsansvar og erstatning i kontrakt. Som udgangspunkt regnes forældelsesfristen fra selve misligholdelsen, dvs. den hævdede fejlagtige rådgivning, men normalvis suspenderes fristen i sådanne sager, indtil grundlaget for den hævdede fejl indses/konstateres af den potentielt skadelidte.

Det kan eksempelvis være det tidspunkt, hvor risikoen for et tab konstateres, eller det tidspunkt, hvor kravstiller stiller sig tvivlende over for rådgivningens rigtighed. Det er i denne sammenhæng tilstrækkeligt til at afbryde suspensionen af forældelsesfristen, at der hos forsikringsselskabet foreligger en burde-viden om det hævdede krav. 

Forældelseslovens regler

Som udgangspunkt gælder der en treårig forældelsesfrist, jf. forældelsesloven § 3, stk. 1. Det følger af lovens § 2, stk. 1, at fristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt. Dette præciseres i lovens § 2, stk. 3, for så vidt angår misligholdelse af kontraktmæssige forpligtelser, så forældelsesfristen her regnes fra tidspunktet for misligholdelsen - det vil sige fra det tidspunkt, hvor forholdet blev eller burde være blevet opdaget, jf. tillige lovens § 3, stk. 2.

kontakt

Christina Steen

Partner

Christina Bach-Kristensen

Advokat