I juni 2017 afgjorde Kommissionen den første af tre verserende sager mod Google og gav Google en rekordstor bøde på EUR 2,42 mia. for misbrug af dominerende stilling. Ifølge Kommissionen havde Google begunstiget Google Shopping i deres søgetjeneste.

Efter syv års undersøgelser, forhandlinger og tre forligsforsøg traf Kommissionen i juni 2017 afgørelse i sagen om Googles prissammenligningstjeneste Google Shopping. En prissammenligningstjeneste finder tilbud for forbrugere fra alle typer af onlineforhandlere.

I 2010 kom Google i Kommissionens søgelys efter klager fra konkurrenter som fx Microsoft over, at Google misbrugte sin dominerende stilling på markedet for online søgemaskiner til at begunstige en række af Googles egne services – såsom Google Shopping, der er Googles prissammenligningstjeneste. Sagen resulterede i en klagepunktmeddelelse i 2015 og nu en endelig afgørelse fra Kommissionen.

Kommissionens afgørelse

Kommissionen konkluderede i sin afgørelse af 27. juni 2017:

  • at Google systematisk har placeret Google Shopping bedre end konkurrenterne i Googles søgemaskine. Resultatet er, at Google Shopping har fået mere synlig trafik i form af links på konkurrenternes bekostning.
  • at Google med en markedsandel på 95 % har en dominerende stilling på markedet for generelle internetsøgemaskiner i alle EU- og EØS-lande.
  • at Google har misbrugt sin dominerende stilling ved at have begunstiget Google Shopping og derved begrænset konkurrencen på markedet for prissammenligningstjenester.

Googles adfærd medførte ifølge Kommissionen en markant stigning i trafikken på Google Shopping og betydelige fald i konkurrenternes markedsandele. Kommissionen fandt, at denne favorisering var i strid med forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling i TEUF art. 102.

Google blev på den baggrund pålagt en rekordstor bøde på EUR 2,42 mia. Dertil skal Google inden 90 dage ændre sin søgeplatform, så Google Shopping præsenteres i de neutrale søgninger på lige fod med konkurrenterne. Efterlever Google ikke afgørelsen, risikerer de daglige bøder på op til 5 % af Googles moderselskabs (Alphabet) daglige omsætning på verdensplan.

Sagen herfra og Googles øvrige bekymringer

Google har allerede tilkendegivet, at de ikke er enige i Kommissionens afgørelse og overvejer at anke sagen. Det skal ske senest i slutningen af august. Men selvom Kommissionens sag om Google Shopping er afsluttet, så er Kommissionens undersøgelse af Google langt fra slut. Foruden sagen om Google Shopping undersøger Kommissionen yderligere to sager:

  • Android-sagen, hvor Kommissionen mistænker Google for at hindre udviklingen af applikationer, der kan true Googles position på markedet for søgemaskiner.
  • AdSense-sagen, hvor Kommissionen mistænker Google for at have indgået eksklusivaftaler med tredjepartswebsider om alene at vise annoncer administreret af Google.

Google har modtaget en klagepunktsmeddelelse i begge sager og afventer Kommissionens afgørelse.

Som en afledt følge af Kommissionens afgørelse kan Google desuden forvente flere større erstatningssøgsmål fra konkurrenter og andre aktører, hvilket der allerede har været tilkendegivelser om.

Det viser sagen om Google Shopping

Misbrug af en dominerende stilling og effekten heraf foreligger ofte på samme marked, men det er langt fra altid tilfældet. Sagen om Google Shopping understreger vigtigheden af, at virksomheder med en dominerende stilling på ét marked løbende overvejer, om deres adfærd kan påvirke og fordreje konkurrencen på andre markeder i strid med forbuddet mod misbrug af dominerende stilling. Det er særligt relevant, når en dominerende virksomhed har aktiviteter eller interesser på andre markeder, som der er risiko for at begunstige i strid med reglerne.

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Marie Løvbjerg

Advokat

Kristen Helms Skov

Erhvervsjuridisk fuldmægtig