Den danske stat erstatningsansvarlig for manglende adgang til erstatningsferie

Højesteret har netop fastslået, at den danske stat var erstatningsansvarlig for ikke tilstrækkelig hurtigt at have bragt ferieloven i overensstemmelse med EU's arbejdstidsdirektiv i relation til sygdom opstået under ferie. Den danske stat blev dog i den konkrete sag frifundet for betalingskravet, da Højesteret ikke mente, at staten var erstatningsansvarlig på tidspunktet for medarbejderens sygdom under ferie i sommeren 2010.

Ret til erstatningsferie efter arbejdstidsdirektivet

Det følger af EU's arbejdstidsdirektiv, at alle medarbejdere skal sikres årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed. EU-Domstolen fastslog i 2009 i sag C-277/08 (Pereda), at kravet om fire ugers ferie skal forstås på en sådan måde, at hvis en medarbejder er sygemeldt under sin planlagte ferie, skal medarbejderen tildeles erstatningsferie. EU-Domstolen begrænsede ikke retten til erstatningsferie til at gælde i tilfælde, hvor sygdom opstår før feriens påbegyndelse.

Dette stemte ikke overens med indholdet af den tidligere danske ferielov, som kun gav ret til erstatningsferie, hvis medarbejderen blev syg inden feriens begyndelse. Sygdom opstået under ferien var medarbejderens eget ansvar.

På baggrund af Pereda-dommen blev der nedsat en arbejdsgruppe, som i september 2010 afgav en rapport, som bl.a. konkluderede, at den daværende danske ordning sandsynligvis ikke var i overensstemmelse med EU-retten. På trods af rapportens konklusion blev der først i januar 2012 fremsat forslag til ændring af ferieloven, da regeringen ville afvente udfaldet af en verserende retssag. De nye regler om ret til erstatningsferie ved sygdom opstået under ferien trådte i kraft 1. maj 2012.

Den konkrete sag

En medarbejder blev under sin ferie i juli 2010 syg og anmodede i den forbindelse sin arbejdsgiver om erstatningsferie. Dette afviste arbejdsgiveren, da ferieloven på daværende tidspunkt ikke indeholdt en pligt hertil. Medarbejderen valgte herefter at anlægge sag mod den danske stat.

Medarbejderen gjorde gældende, at den danske stat var erstatningsansvarlig for medarbejderens manglende ret til erstatningsferie, da staten ikke havde sørget for at ændre ferieloven, så den var i overensstemmelse med EU-Domstolens fortolkning af arbejdstidsdirektivet efter Pereda-dommen.

Højesteret: Lovændring skulle være sket tidligere

Overordnet fastslog Højesteret, at en medlemsstat kan pålægges erstatningsansvar for manglende implementering af EU-retten, hvis den pågældende overtrædelse er tilstrækkelig kvalificeret.

Ved vurderingen af, om en overtrædelse er tilstrækkelig kvalificeret, skal bl.a. inddrages, om medlemsstaten åbenbart og groft har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser. Højesteret fremhæver i den sammenhæng, at hvis en medlemsstat fortsætter en adfærd til trods for, at der er afsagt dom i en præjudiciel sag, som fastslår, at den omtvistede adfærd er i strid med EU-retten, så foreligger der en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse af EU-retten.

Højesteret fandt, at det var velbegrundet at nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle vurdere betydningen af EU-Domstolens praksis for ferielovens udformning, da der med Pereda-dommen var skabt en sådan tvivl om den danske ferielovs forenelighed med arbejdstidsdirektivets artikel 7, at der var pligt for de danske myndigheder til så hurtigt som muligt at afklare behovet for ændringer af den danske ferielov og til at gennemføre de nødvendige ændringer. Højesteret fastslår dog også, at det påhvilede de danske myndigheder i umiddelbar forlængelse af rapporten fra september 2010 at bringe ferieloven i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivet, som fortolket i Pereda-dommen. Da der bl.a. var tale om en simpel ændring af ferieloven, burde denne være trådt i kraft den 1. januar 2011, og ikke først den 1. maj 2012.

Den danske stat havde dermed tilsidesat EU-retten på en tilstrækkelig kvalificeret måde, og Højesteret fandt dermed, at den danske stat var erstatningsansvarlig ved ikke i ferieloven - med virkning fra 1. januar 2011 - at have indført mulighed for erstatningsferie ved sygdom opstået under ferien.

Den pågældende medarbejder havde dog ikke krav på erstatning, da den omtvistede ferie og sygdom fandt sted i sommeren 2010 og således før, statens adfærd kunne betragtes som ansvarspådragende.

Horten bemærker

Dommen er interessant, fordi Højesteret fremkommer med generelle overvejelser om, hvornår en tilsidesættelse må betragtes som tilstrækkelig kvalificeret til, at en medlemsstat handler ansvarspådragende.

Derudover fastslog Højesteret som nævnt, at den danske stat reelt var erstatningsansvarlig for den manglende gennemførelse af reglerne om erstatningsferie, da myndighederne ikke tilstrækkeligt hurtigt bragte de danske regler i overensstemmelse med EU-retten. Der kan således potentielt være grundlag for, at medarbejdere, som er blevet syge under afholdelse af ferie i perioden 1. januar 2011 – 1. maj 2012, kan gøre et krav gældende mod staten for manglende implementering. Det skal dog bemærkes, at sådanne krav i langt de fleste tilfælde vil være forældede.

kontakt

Jonas Enkegaard

Partner

Christian Traberg Bennetzen

Advokat