Når en offentlig myndighed annullerer et udbud, må annullationen ikke være usaglig. En
ny kendelse fra Klagenævnet for Udbud viser, at selvom et tilbud ligger inden for den maksimale
totaløkonomi angivet i udbudsbetingelserne, kan annullation på grund af budgetmæssige
forhold hos en kommune stadig være saglig og lovlig.

I slutningen af 2015 udbød Randers Kommune et begrænset udbud af WAN (Wide Area Network). Kun to af de seks prækvalificerede tilbudsgivere afgav tilbud. Den 3. juni 2016 besluttede Randers Kommune at indgå kontrakt med Stofa Erhverv A/S.

De forbigåede tilbudsgivere, GlobalConnect A/S og Zibra Wireless ApS, der havde afgivet
tilbud som et konsortium, indgav den 13. juni 2016 klage til Klagenævnet for Udbud, fordi
Stofa Erhverv ikke var en af de seks prækvalificerede virksomheder.

Det var SE Kommunikation A/S, som ejer 100 % af aktierne i Stofa Erhverv, der var blevet
prækvalificeret. SE Kommunikation havde underskrevet og afgivet de relevante erklæringer,
og det var deres cvr-nummer, der fremgik af ansøgningsskemaet. Klagenævnet fandt
i delkendelsen om opsættende virkning, at Randers Kommune havde handlet i strid med
principperne om ligebehandling og gennemsigtighed ved at antage tilbuddet fra Stofa Erhverv
og tildele kontrakten til virksomheden, når denne ikke var identisk med den prækvalificerede.
Betingelsen om fumus (at klagen har noget på sig) var dermed opfyldt, men
det var betingelsen om uopsættelighed ikke, hvorfor kendelsen ikke blev tillagt opsættende
virkning.

Udbud annulleret

Herefter valgte Randers Kommune at annullere udbuddet med begrundelsen "budgetmæssige
forhold og uantagelige tilbud". I annullationsbekendtgørelsen i EU-Tidende var
alene anført "uantagelige tilbud" som begrundelse for annullationen.

GlobalConnect og Zibra Wireless nedlagde herefter endelig påstand om, at annullationen
var i strid med udbudsreglerne.

Af udbudsbetingelserne fremgik blandt andet, at totaløkonomien på den samlede leverance
over 10 år maksimalt måtte beløbe sig til DKK 40 mio. Begge de modtagne tilbud
var på under DKK 40 mio. uden optioner og på over DKK 40 mio. med optioner.
Under sagen fremlagde Randers Kommune et fyldestgørende notat om de budgetmæssige
konsekvenser ved at antage tilbuddene fra GlobalConnect og Zibra Wireless henholdsvis
Stofa Erhverv.

Inklusive optioner var tilbuddenes samlede pris meget tæt, mens Stofa Erhvervs tilbud var
godt DKK 5 mio. billigere uden optioner end tilbuddet fra GlobalConnect og Zibra Wireless.
Endvidere viste budgetnotatet, at det ikke var muligt at antage GlobalConnect og Zibra
Wireless' tilbud uden en tillægsbevilling fra byrådet som følge af periodiseringen i tilbuddet,
hvor omkostningerne var væsentligere højere i de første fem år end i resten af perioden.

Klagenævnet lagde vægt på, at en kontrakt med GlobalConnect og Zibra Wireless uden
optioner efter budgetnotatet ville medføre, at der var behov for en merbevilling, mens
der ikke var behov for en tilsvarende merbevilling ved en kontrakt med Stofa Erhverv.

Annullationen var ikke usaglig

Selvom udbudsmaterialet ikke indeholdt oplysninger om kommunens budgetmæssige
forudsætninger for den udbudte kontrakt eller stillede særlige krav om periodisering af
omkostninger, var Randers Kommunes annullation af udbuddet som følge af bl.a. budgetmæssige
forhold ikke i strid med ligebehandlingsprincippet eller usaglig.

Klagenævnet fandt, at det var uden betydning, at der i annullations-bekendtgørelsen i EUTidende
kun var anført "uantageligt tilbud" som begrundelse for annullation, da det i sammenhængen
måtte anses for at omfatte budgetmæssige forhold.

Da GlobalConnect og Zibra Wireless heller ikke i øvrigt havde godtgjort, at kommunens
annullation var usaglig, blev klagen ikke taget til følge.

Horten bemærker

Kendelsen er et eksempel på, at der vid adgang til annullation, så længe annullationen
ikke er usaglig. Den viser endvidere, at budgetmæssige forhold, herunder hensynet til at
undgå tillægsbevillinger, er et sagligt formål i forbindelse med annullation.

kontakt

Andreas Christensen

Partner