Hvornår må brancheforeninger indsamle medlemsoplysninger og erfaringsudveksle ved at dele dem med medlemmerne eller offentligheden? Det spørgsmål opstår ofte i brancheforeningernes praktiske hverdag. I en ny vejledende udtalelse opstiller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen de momenter, styrelsen lægger vægt på ved vurderingen af, om konkurrencefølsomme prisoplysninger kan udveksles.

Udveksling af medlemsoplysninger og konkurrencereglerne

Brancheforeninger erfaringsudveksler ofte ved at dele oplysninger mellem medlemmerne. Derfor er lovligheden af dette også et spørgsmål, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har vurderet i flere sager.
 
Det konkurrenceretlige forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler gælder også for brancheforeninger, hvor der ofte er konkurrerende virksomheder repræsenteret. Derfor skal det altid overvejes og vurderes, om en brancheforenings udveksling af konkurrencefølsomme oplysninger er lovlig eller ej.
 
I en ny vejledende udtalelse af 27. marts 2017 vurderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indsamling og offentliggørelse af oplysninger om indekseret prisudvikling. Udtalelsen handler om Brancheforeningen for Bygningssagkyndige og Energikonsulenter og deres indsamling og offentliggørelse af indekseret prisudvikling for tilstandsrapporter, el-eftersyn og energimærkning. Formålet med prisindekset er at illustrere, at der er god og effektiv priskonkurrence inden for branchen.
 
Det er styrelsens vurdering, at den påtænkte informationsudveksling ikke giver anledning til betænkeligheder. Udtalelsen giver god vejledning til brancheforeningers vurdering af, om udveksling af prisoplysninger er lovlig.
 

Afgørende momenter for lovlig udveksling af prisoplysninger 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har lagt vægt på en række konkrete momenter i udtalelsen til Brancheforeningen for Bygningssagkyndige og Energikonsulenter. Det giver en god vejledning til, hvad brancheforeninger skal have for øje, når de vurderer indsamling og udveksling af medlemmernes prisoplysninger. 

Her er et overblik over tre trin, som bør indgå i brancheforeningernes vurdering og de udslagsgivende momenter i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens udtalelse:
    
1) Indsamling: Oplysninger om enkeltvirksomheder skal behandles fortroligt og må ikke deles med medlemsrepræsentanter ved indsamlingen. Styrelsen lagde vægt på følgende i sagen:
  

  • Oplysningerne indsamles og behandles uafhængigt af medlemsvirksomhederne i brancheforeningens sekretariat. 
  • Der etableres en detaljeret intern instruks om indsamling, behandling og afrapportering af data.

2) Detaljeringsgrad: De enkelte virksomheders oplysninger må ikke kunne identificeres i de informationer, som udsendes eller offentliggøres. Styrelsen lagde vægt på følgende i sagen:
  

  • Antallet af deltagere og tilstandsrapporter, som indgår i dataindsamlingen, fremgår ikke af det offentliggjorte prisindeks.
  • Der er minimum inkluderet data fra fem virksomheder, for at der kan offentliggøres en indeksværdi.
  • Der er en tilstrækkelig mængde data om tilstandsrapporter mv. til, at det ikke er muligt at se de enkelte virksomheders oplysninger.

3) Aktualitet: Det er som udgangspunkt kun aktuelle og fremtidige oplysninger, som kan begrænse konkurrencen. Styrelsen lagde vægt på følgende i sagen:
  

  • Prisindekset offentliggøres én gang årligt med minimum 12 måneders forsinkelse.  

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Marie Løvbjerg

Advokat