Ekspropriations­kommissionen: Lodsejer fraveg gæsteprincippet ved at modtage erstatning

Ledningsejere er ikke underlagt gæsteprincippet, hvis der er betalt et vederlag for tilladelsen til at anbringe ledningen på en ejendom. Det har ekspropriationskommissionen fastslået i en kendelse 16. august 2016.

Banedanmark havde overtaget en grund i forbindelse med ændringer af jernbanestrækningen Køge Nord. På grunden skulle ledningerne omlægges, men ledningsejeren -  SEAS-NVE - og Banedanmark var uenige om, hvorvidt SEAS-NVE’s ledninger lå på betingelse af gæsteprincippet eller ej, og dermed om det var Banedanmark eller SEAS, der skulle betale for omlægningen.

Uenigheden drejede sig navnlig om betydningen af en erstatning, som daværende lodsejer havde modtaget, da ledningerne blev lagt i 1972, og en deklaration om ledningerne, der i den forbindelse blev tinglyst. Banedanmark mente, at betalingen alene udgjorde erstatning for lodsejerens ulemper og rådighedsbegrænsning i forbindelse med nedgravningen og derfor var irrelevant i forhold til gæsteprincippet. Omvendt mente SEAS-NVE, at betalingen netop havde haft til formål at fravige gæsteprincippet. Deklarationens ordlyd indeholdt ikke klare holdepunkter for spørgsmålet.

Vintapperrampe-sagen: Gæsteprincippet forudsætter, at der ikke er betalt erstatning

Gæsteprincippet betyder, at ledninger placeret på fremmed grund anses for at være ”gæst”. Heri ligger, at ledningsejeren ikke skal betale vederlag til grundejeren, men at ledningsejeren til gengæld skal respektere grundejerens (vejmyndighedernes eller den private ejers) rådighed over arealet, herunder at bekoste omlægning eller flytning af ledningerne.

I sagen mellem Banedanmark og SEAS-NVE henviste ekspropriationskommissionen til Højesterets dom i Vintapperrampe-sagen (U 2015-2854 H). Dommen i Vintapperrampe-sagen siger, at gæsteprincippet netop forudsætter, at der ikke er betalt erstatning i forbindelse med en lednings anbringelse. Kommissionen vurderede også, at det vederlag på cirka 250 kr., der var betalt af ledningsejeren, da ledningerne blev lagt i 1972, ikke var usædvanligt. Beløbets størrelse svarede efter kommissionens opfattelse til niveauet for nuværende tilsvarende servituterstatninger. Kommissionen forudsætter her, at gæsteprincippet ikke er gældende ved servituterstatninger.

Kommissionen har ved vurderingen af vederlagets betydning også lagt vægt på, at aftalen blev indgået mellem professionelle parter, henholdsvis en landmand og ledningsejeren. Begge kunne overskue indgrebet ved ledningens anbringelse og risikoen for, at ledningen senere måtte omlægges. Kommissionen fandt derfor ikke, at der var indgået en urimelig aftale om ledningen, som kunne erklæres ugyldig, efter Aftalelovens § 36.

Fristen for at anmode om efterprøvelse udløber den 16. september 2016.

Udvikling i retspraksis i forhold til gæsteprincippet

Kendelsen er endnu en brik i det samlede billede om ledningers retsstilling og anvendelsen af gæsteprincippet. Det har siden Vintapperrampe-dommen været drøftet, om størrelsen af en eventuel erstatning i forbindelse med ledningens anbringelse har betydning for, om gæsteprincippet er fraveget, hvis deklarationsteksten ikke siger noget klart herom. Kendelsen viser, at også en meget beskeden erstatning må opfattes som en aftale om fravigelse af gæsteprincippet, i hvert fald når erstatningsopgørelsen efter omstændighederne ikke var usædvanlig, og når aftalen blev indgået mellem professionelle parter.

kontakt

Line Markert

Partner