I ”Cimber-sagen” skal Højesteret tage stilling til, hvornår en virksomhedspanthaver træder til sit pant. Dette er ikke nærmere defineret i dansk ret, hvorfor Højesterets afgørelse har vidererækkende konsekvenser. Dommen forventes afsagt inden årets udgang.

Virksomhedspant, der blev indført pr. 1. januar 2006, er en pantesikkerhed indført med det formål at lette virksomheders adgang til finansiering ved pantsætning af forskellige aktivgrupper. Virksomhedspantet er karakteriseret ved at være "flydende", hvorved det pantsattes værdi kan variere. Virksomhedspantet skal tinglyses for at have retsvirkning over for tredjemand.

Retsvirkningerne ved tiltrædelse af virksomhedspant

En panthavers tiltrædelse af pantet har ikke betydning for pantets flydende funktion, som først "fryses" i forbindelse med afsigelse af konkursdekret eller meddelelse om betalingsstandsning. Ved tiltrædelse kan panthaver kun søge sig fyldestgjort i de aktiver, der er omfattet af pantet inden for den tinglyste sikkerhedsramme. Pantsætters gæld vil herefter typisk blive nedbragt via indbetalinger fra virksomhedspantsatte fordringer på pantsætterens sikrede kredit, kombineret med at panthaveren bestemmer realiseringen af de øvrige aktiver omfattet af pantet, driftsmidler, driftsinventar, varelager, immaterielle aktiver mv.

Det er ikke nærmere defineret i dansk ret, hvornår virksomhedspanthaver træder til sit pant. Panthaver kan risikere at træde til sit pant ved en fejl, eller omvendt undlade at træde til pantet, selvom panthaver tror dette. I begge tilfælde med risici for tab til følge.

Om der er sket tiltrædelse af et virksomhedspant, kan have stor økonomisk betydning for panthavere, der skal være opmærksomme på præcist, hvilke handlinger der vil blive anset som en tiltrædelse af virksomhedspantet. Østre Landsrets dom af 7. december 2015 i "Cimber-sagen", der er indbragt for Højesteret, bidrager til forståelsen heraf.

De almindelige betingelser for tiltrædelse af virksomhedspant

Ved at tiltræde virksomhedspantet foretager panthaver en såkaldt "rådighedsindskrænkende" adfærd for at sikre sit pant.

I landsrettens dom i "Cimber-sagen" sondres der mellem tiltrædelse af virksomhedspantet i "det åbne" ved f.eks. konkurs, indledning af rekonstruktion, gældssanering (frysning af virksomhedspantet) eller ved tvangsfuldbyrdelse, henholdsvis i "det skjulte" (stiltiende) ved panthaverens rådighedsindskrænkende adfærd, fx ved begrænsning af trækningsretten på en kreditkonto i en bank.

Cimber-sagen omhandler panthavers tiltrædelse i det skjulte, idet driftsbanken opsagde bankengagementet med pantsætteren/selskabet, og gradvist nedsatte trækningsretten på selskabets kredit, eftersom selskabet ikke kunne fremsende en acceptabel afviklingsplan i tide. Selskabet blev efterfølgende erklæret konkurs. Konkursboet anlagde derefter omstødelsessag mod banken.

Cimber-sagens omstændigheder

Konkursboets synspunkt var, at banken havde tiltrådt virksomhedspantet ved at opsige bankengagementet og efterfølgende gradvist nedsat trækningsretten på selskabets kredit. Træk på kreditten til lønninger eller øvrige kreditorer måtte kun ske med forudgående tilladelse fra banken. Dette var ifølge kurator udtryk for en tiltagende rådighedsindskrænkning, hvorved panthaver de facto havde sikret sit pant.

Tiltrædelsesbegrebet burde efter kurators skøn fortolkes udvidende, idet kurator ønskede nedbringelsen af virksomhedspantet beregnet efter bruttoprincippet, således at sikkerhedsrammen skulle nedskrives krone-for-krone for hver eneste indbetaling sket efter engagementets opsigelse, uden at medregne eventuelle udbetalinger fra kreditten - uanset at det var ubestridt, at selskabet formelt set stadig havde rådigheden over kreditten og foretog betalinger herfra i perioden efter engagementets opsigelse.

Bankens sikkerhedsramme var efter tiltrædelsen blevet bruttonedbragt til 0 kr., hvorefter banken ikke var berettiget til at modtage yderligere indbetalinger. Konkursboet gjorde krav på samtlige indbetalinger modtaget fra tiltrædelsestidspunktet og fremefter som omstødelige efter konkurslovens §§ 67 og 74.

Banken gjorde derimod gældende, at opsigelse af engagementet, kombineret med en afviklingsplan, ikke er udtryk for en tiltrædelse af pantet, men alene en angivelse af den periode, hvor bankens krav løbende forfalder som aftalt med selskabet.

Banken hindrede ikke træk på kreditten, hvorfor den omtalte rådighedsindskrænkning ikke var sket. Selskabet kunne fortsætte sin normale drift. Desuden havde banken heller ikke realiseret løsøre eller tiltrådt sine øvrige sikkerheder. Bruttoprincippet kunne efter bankens skøn aldrig finde anvendelse, da en anvendelse af dette princip ville bevirke, at virksomhedspanthavere ville være nødsaget til at lukke for enhver kredit ved tiltrædelse af pantet med stor risiko for konkurs til følge, hvilket selvsagt heller ikke er i pantsætters interesse.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten lagde til grund, at banken ikke havde tiltrådt virksomhedspantet, da selskabet til stadighed havde fri rådighed over kreditfaciliteten i banken, idet selskabet fortsatte sin normale drift og foretog sædvanlige ind- og udbetalinger indtil konkursens indtræden. Der var derfor ikke sket nogen rådighedsindskrænkning i et omfang, hvorved det kunne anses for at være en tiltrædelse af pantet på det af konkursboet påståede tidspunkt.

Dommens betydning

Landsrettens dom i Cimber-sagen viser, at långivere har mulighed for at afvikle virksomhedspantesikrede engagementer ved at tilbyde en konkret afviklingsplan, samtidig med at skyldneren kan fortsætte sin drift ved at betale nødvendige driftsudgifter fra den pantesikrede kredit.

Det følger af dommen i Cimber-sagen, at det skal vurderes konkret, hvornår panthaverens rådighedsindskrænkende adfærd er udtryk for en de facto tiltrædelse af virksomhedspantet, idet rådighedsindskrænkningen skal være reel.

Landsrettens afgørelse kan anskues som for vidtgående og for at tillade virksomhedspanthavere for vide tøjler. Dommen er imidlertid i tråd med almindelige panteretlige principper for, hvornår et virksomhedspant skal anses for tiltrådt – nemlig at tiltrædelsen er udtryk for en panthavers rådighedsindskrænkende adfærd i relation til de pantsatte aktiver. Dommen ændrer ikke grænserne for, hvornår et virksomhedspant principielt anses for tiltrådt, men viser, at en løbende nedbringelse af en sikret kredit er acceptabel, så længe pantsætter frit kan trække på kreditten. Dommen er indbragt for Højesteret, hvis afgørelse afventes ultimo 2016.

kontakt

Nicolai Dyhr

Partner