Den digitale udvikling medfører nye udfordringer for privatlivs- og databeskyttelse. Derfor vil de nordiske Forbrugerombudsmænd fremtidigt styrke samarbejdet og sætte fokus på virksomheders indsamling af data fra forbrugere.

Den danske forbrugerombudsmand skriver i en pressemeddelelse, at brug af persondata i markedsføringsøjemed er blevet mere kompleks som følge af den digitale udvikling. Data er blevet en form for betaling, og det er svært for forbrugere at gennemskue værdien af de data, som de giver erhvervsdrivende.

For at styrke beskyttelsen af persondata, har de nordiske Forbrugerombudsmænd nu besluttet at øge det fremtidige samarbejde på tværs af grænser. Pressemeddelelsen giver dermed indtrykket af, at de nordiske Forbrugerombudsmænd i fremtiden vil slå hårdere ned på ulovlig dataindsamling og -brug i takt med den stigende anvendelse af personoplysninger i markedsføringen.

Det øgede fokus på persondata skal ses i lyset af de skærpede krav til dataindsamling i den nye Databeskyttelsesforordning fra EU, der får direkte virkning i Danmark fra 25. maj 2018.

kontakt