Regeringen har nedsat et Advisory Board bestående af danske erhvervsledere, som skal rådgive regeringen om cirkulær økonomi og dermed øge virksomhedernes indtjeningsmuligheder, fremme en bedre anvendelse af ressourcerne og minimere miljøpåvirkningen. Det nye tiltag blev præsenteret fredag i sidste uge af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

De 12 erhvervsledere i Advisory Board'et har Carlsbergs bestyrelsesformand, Flemming Besenbacher, i spidsen.

Flemming Besenbacher udtaler i den forbindelse, at "det er en vigtig dagsorden for danske virksomheder, fordi cirkulære forretningsmodeller kan styrke vores effektivitet, give adgang til nye markeder og gøre danske virksomheder mere solide og gearede til fremtidige udfordringer".

Esben Lunde Larsen beskriver projektets formål således: "Virksomhedernes produkter skal i højere grad kunne repareres, genbruges og genanvendes til nye varer. Cirkulær økonomi skaber nye indtjeningsmuligheder og forbedrer konkurrenceevnen, samtidig med at det kommer miljøet til gode".

Se oversigten over medlemmerne af det nye Advisory Board.

Den cirkulære forretningsmodel

Som erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen fremhævede på Horten Corporate Day i foråret, ønsker regeringen i langt højere grad at inddrage erhvervslivets interesser, ideer og erfaringer.

Dette initiativ sætter netop erhvervslivets forretningsmuligheder i en cirkulær økonomi i centrum. Cirkulær økonomi byder på mange muligheder for danske virksomheder, der i forvejen er kendt for at være innovative og agile. I praksis har vi allerede set en række eksempler på et øget afkast for de virksomheder, der bruger de muligheder, der ligger i cirkulær økonomi. For eksempel viste Bila, Desso og Ekokem vejen på Hortens arrangement "Cirkulær Økonomi som Forretningsmodel" i juni i år.

Læs om Horten Corporate Day.

Læs om arrangementet "Cirkulær Økonomi som Forretningsmodel".

Hvad skal det føre til

Det nye Advisory Board skal mødes fire gange i løbet af 2016 og 2017 og forventes at have et endeligt udspil klar før sommeren 2017. Opgaven består i at udarbejde idéer til dansk erhvervslivs udvikling både på et overordnet, mere visionært plan og med konkrete indsatser. Horten følger med interesse, hvilke forslag Advisory Board'et vil komme med, og hvordan de efterfølgende måtte blive implementeret i lovgivningen.

Regeringens udspil kan i øvrigt ses i sammenhæng med de skridt, der på EU-plan er taget for at gøre cirkulær økonomi til en del af den europolitiske dagsorden. Blandt andet har EU-Kommissionen udsendt en pakke med forslag om cirkulær økonomi.

Læs om EU-Kommissionens pakke.

kontakt

Lise Lotte Hjerrild

Partner

Rikke Søgaard Berth

Partner

Line Markert

Partner