Erhvervsevne­tabs­erstatning til skadelidt tæt på pensions­alder

Højesteret har netop fastslået, at det er uden betydning for tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne, at skadelidte muligvis vil overgå til folkepension inden for kort tid.

En 62-årig mand blev påført en patientskade i forbindelse med en kikkertundersøgelse. Patienterstatningen anerkendte erstatningsansvaret og udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste beregnet fra skadestidspunktet og frem til det tidspunkt, hvor skadelidte fyldte 65 år.

Ikke overvejende sandsynligt, at skadelidte ville have fortsat på arbejdsmarkedet efter det fyldte 65. år

Under henvisning til at skadelidte med overvejende sandsynlighed ikke ville have fortsat på arbejdsmarkedet efter hans 65. år, afviste Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet, at skadelidte var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.
Både Byretten og Landsretten var enige heri og fandt ikke, at skadelidte havde løftet bevisbyrden for, at han efter sit fyldte 65. år ville have fortsat på arbejdsmarkedet, hvis patientskaden ikke var indtrådt.

Uden betydning at skadelidte ville overgå til folkepension

Højesteret har netop afsagt dom i sagen og tilsidesat Landsrettens afgørelse.
Efter Højesterets opfattelse var det allerede på tidspunktet for Patientforsikringens afgørelse i september 2011 muligt at skønne over erhvervsevnetabet på baggrund af lægelige oplysninger og resultatet af skadelidtes arbejdsprøvning.
Patientforsikringen burde derfor på tidspunktet for deres afgørelse have fundet det godtgjort, at skadelidte havde lidt et varigt erhvervsevnetab som følge af patientskaden på 75 % (størrelsen var fastsat af Arbejdsskadestyrelsen i en udtalelse indhentet af skadelidtes advokat).
I sin begrundelse bemærker Højesteret desuden, at skadelidte på tidspunktet for Patientforsikringens afgørelse stadig ville have været erhvervsaktiv, hvis han ikke havde været udsat for patientskaden.
På denne baggrund finder Højesteret, at skadelidte uanset sin alder er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. Det forhold, at skadelidte muligvis snart ville overgå til folkepension, kunne ikke begrunde yderligere nedsættelse eller bortfald af skadelidtes krav på erhvervsevnetabserstatning.

Horten bemærker

Højesterets afgørelse fastslår klart, at det er uden betydning for vurderingen af retten til erstatning for tab af erhvervsevne, at skadelidte muligvis inden for kort tid overgår til folkepension.
Det er i stedet afgørende at se på, hvorvidt skadelidte – på tidspunktet hvor det er muligt at fastsætte et erhvervsevnetab – fortsat ville have haft tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis den pågældende skade ikke var indtrådt. 
Dommen er desuden interessant fordi, Højesteret retter en kritik af Patientskadeankenævnet, da de af egen drift burde have inkluderet spørgsmålet om, hvornår erhvervsevnetabet kunne fastsættes og ikke kun se på, om skadelidte kunne forventes at arbejde efter det fyldte 65. år, i hvilken periode skadelidte havde modtaget erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

 

kontakt

Finn Schwarz

Managing Partner

Christian Traberg Bennetzen

Advokat