Bortvisning for køb af mobilbilletter på arbejdsgivers regning

Højesteret har netop afsagt dom i en sag, hvor en medarbejder købte togbilletter til privat brug fra sin arbejdstelefon. Bortvisningen af medarbejderen var ifølge Højesteret berettiget.

Sagen omhandlede en medarbejder, der i forbindelse med sin ansættelse i en virksomhed fik udleveret en smartphone. Det fremgik ikke af personalehåndbogen eller andre retningslinjer i virksomheden, hvad telefonen måtte bruges til, og medarbejderen havde heller ikke modtaget nogen mundtlig instruks om brugen af telefonen.

Under ansættelsen blev medarbejderens telefonregning udtaget i en stikprøvekontrol. Her opdagede arbejdsgiveren, at medarbejderen i en periode på 5 måneder via en mobil app havde anvendt telefonen til at købe private togbilletter på arbejdsgiverens regning for et samlet beløb på 1.282 kr.

Privatforbrug på arbejdstelefon førte til bortvisning

Arbejdsgiveren tilbød herefter medarbejderen selv at opsige sin stilling, men da han nægtede dette, valgte arbejdsgiveren at bortvise medarbejderen.

Medarbejderen mente ikke, at bortvisningen var berettiget og lagde derfor sag an mod virksomheden med krav om bl.a. betaling af løn i opsigelsesperioden og godtgørelse for uberettiget bortvisning.

Medarbejderen argumenterede for, at bortvisningen ikke var berettiget, fordi han havde betalt multimedieskat af et beløb på 3.000 kr., og at han derfor troede, at han var berettiget til at betale private udgifter over telefonen for et tilsvarende beløb.

I byretten blev arbejdsgiveren dømt til at betale erstatning og godtgørelse til medarbejderen. Byretten lagde vægt på, at medarbejderen hverken mundtligt eller skriftligt havde modtaget information om, hvad arbejdstelefonen måtte anvendes til. Ifølge byretten var det derfor ikke en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet at købe togbilletter på arbejdsgiverens regning.

Medarbejderen burde have vidst, at han ikke måtte betale private udgifter med arbejdstelefonen   

Østre Landsret var uenig i byrettens afgørelse og fandt, at, selvom der ikke var givet nogen instrukser om anvendelsen af telefonen i privat øjemed, måtte det have stået klart for medarbejderen, at telefonen var et arbejdsredskab, der ikke uden arbejdsgiverens accept måtte anvendes til at betale private udgifter.

Det forhold, at medarbejderen betalte multimedieskat af 3.000 kr., kunne ikke føre til, at medarbejderen havde en berettiget forventning om, at han måtte afholde private udgifter for et tilsvarende beløb over telefonregningen.

På denne baggrund frifandt Østre Landsret arbejdsgiveren. Med henvisning til Østre Landsrets begrundelse stadfæstede Højesteret dommen.

Fri telefoni må kun bruges på telefoni

Spørgsmålet i sagen var, om en medarbejder uden særlig aftale kan anse arbejdsgiverens betaling af telefoni som et personalegode, der udgør en løndel, således at medarbejderen frit kan disponere over telefonen på linje med andre dele af lønnen.

Dommen viser, at selvom en medarbejder har fri privat telefoni eller må telefonere for et vist beløb om måneden, berettiger dette ikke medarbejderen til at afholde private udgifter på arbejdsgiverens regning, blot fordi det er muligt at betale udgiften over telefonen.

Fri telefoni er derfor ikke en løndel, som medarbejderen frit kan disponere over, men derimod et personalegode, der uden særlig aftale om anden brug, alene knytter sig til almindelig brug af telefonen, navnlig opkald, tekstbeskeder og formentlig til en vis grad surfing på nettet. Dette gælder uanset, om medarbejderen bliver multimediebeskattet af den fri telefoni.
   
Af samme grund kan en medarbejder ikke bruge telefonen til at støtte eksempelvis velgørende indsamlinger eller stemme på sin favoritdeltager i X-factor og lade arbejdsgiveren afholde denne udgift.

kontakt

Jonas Enkegaard

Partner

Maria Schmiegelow

Advokat