Ombudsmanden finder udtalelse om forsvarets ansattes adgang til at ytre sig "meget kritisabel"

Ombudsmanden har for nyligt udtalt, at det var "meget kritisabelt", at en forsvarschef fortalte de ansatte, at de kunne forvente at blive afskediget for "direkte illoyale" ytringer om Forsvaret fremsat på de sociale medier. Efter opfordring fra ombudsmanden er samtlige ca. 20.000 medarbejdere i Forsvaret orienteret om udtalelsen og dermed retten til deres ytringsfrihed.

I forbindelse med Forsvarets lancering af en Facebook-kampagne om mangfoldighed i efteråret 2015, blev der postet negative kommentarer over for både homoseksuelle og mennesker med anden etnisk herkomst. Disse kommentarer kom bl.a. fra Forsvarets egne medarbejdere. I foråret 2016 tog forsvarschefen derfor på rundrejse til udvalgte tjenestesteder, bl.a. for at udbrede ønsket om en bedre tone i debatten om Forsvaret på de sociale medier.

I den forbindelse udtalte forsvarschefen herudover følgende under et oplæg på Flyvestation Karup den 18. marts 2016: "Jeg har til hensigt at fyre de folk, jeg kan komme afsted med, som jeg synes er direkte illoyale" under henvisning til den "uhøviske tale på Facebook, hvor man kritiserer folk og også sviner chefer og enkeltmand til". Forsvarschefens udtalelser førte til, at ombudsmanden optog sagen af egen drift, ligesom forsvarsministeren blev kaldt i samråd om sagen. Læs referat fra samrådet her.

Den retlige regulering

Ytringsfriheden er bl.a. beskyttet i grundlovens § 77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Endvidere udsendte Justitsministeriet i 2006 Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed, hvori rammerne for ytringsfriheden er nærmere beskrevet.

Af vejledningen fremgår, at man som offentligt ansat er beskyttet af bestemmelserne om ytringsfrihed i lighed med alle andre borgere, og at man dermed på egne vegne kan deltage i den offentlige debat og fremsætte personlige meninger og synspunkter. Det gælder også emner, der vedrører ens eget arbejdsområde.

Offentligt ansatte har således en udstrakt ytringsfrihed. Der gælder dog visse begrænsninger i denne ret, herunder i forhold til ytringer vedrørende tavshedsbelagte oplysninger, ærekrænkende udtalelser og fremsættelse af åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for eget arbejdsområde.

Ombudsmandens vurdering

Ombudsmanden fandt det "helt forståeligt", at forsvarschefen så et behov for at adressere tonen i debatten på Forsvarets Facebookside. I overensstemmelse med ombudsmandens tidligere udtalelser og Justitsministeriets ovenfor nævnte vejledning sondrer han mellem udtalelser, der er fremsat som led hhv. i og uden for tjenesten. I den forbindelse fandt ombudsmanden det utvivlsomt, at forsvarschefens udtalelser angik de ansattes ytringer uden for tjenesten. Her kan ledelsen som udgangspunkt ikke bestemme, hvilke medarbejdere der må udtale sig, og hvad de må sige. Der gælder således en videre adgang til at ytre sig, end når ytringerne er fremsat i tjenesten.

Ombudsmanden udtalte, at forsvarschefens udtalelser om at fyre illoyale medarbejdere for ytringer, der var kritiske over for ledelsen, ikke gav et retvisende billede af den retsstilling, som de ansatte har efter de gældende regler og principper om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Dette fandt ombudsmanden "meget kritisabelt".

Ombudsmanden fandt endvidere, at forsvarschefens efterfølgende præciseringer om, at de ansatte ikke vil blive afskediget alene for deres kritiske ytringer, var "utilstrækkelig". Dette skyldes primært, at en lovlig fremsat ytring hverken helt eller delvist kan indgå i grundlaget for en afskedigelse.

Endelig udtaler ombudsmanden, at "offentlige arbejdspladser har et ansvar for at skabe en kultur, hvor det er legitimt og velset, at de ansatte deltager i debatter, som angår deres arbejdsområde, og dermed også er med til at bidrage med oplysninger om f.eks. de praktiske konsekvenser af de beslutninger, der træffes på området."

Ikke første sag om ytringsfrihed

Ombudsmandens udtalelse kommer midt i en dynge af andre udtalelser om sager, hvor grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed har været forsøgt indskrænket. I starten af året fandt ombudsmanden det således "meget beklageligt", at Gribskov Kommune rundsendte en e-mail, der efterlod det indtryk, at kommunen ikke ønskede, at de ansatte skulle udtale sig kritisk om deres eget arbejdsområde i den offentlige debat. Læs ombudsmandens udtalelse i sagen. Derudover fandt ombudsmanden det "meget kritisabelt", at Region Hovedstaden i september 2015 indkaldte en læge til tjenstlig samtale, fordi lægen havde oprettet en hjemmeside med kritik af 1813-ordningen. Læs ombudsmandens udtalelse i denne sag.

Endelig skal det nævnes, at der som led i en bred politisk aftale mod "hadprædikanter" er aftalt, at der vil blive nedsat en kommission, som skal vurdere ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår. Der er endnu ikke fremlagt et kommissorium for kommissionen, men det vil være oplagt, hvis kommissionen bl.a. skal vurdere grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed. Horten vil følge kommissionens arbejde.

kontakt

Erik Wendelboe Christiansen

Partner

Rikke Søgaard Berth

Partner

Line Markert

Partner