7. udbudsrunde af olie- og gaslicenser i den danske Nordsø er afsluttet

Energi-, forsynings- og klimaministeren har besluttet at meddele 16 nye olie- og gastilladelser som resultat af 7. udbudsrunde fordelt på 12 forskellige selskaber. Resultatet skal dog forelægges Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg, før ministeren kan meddele tilladelserne endeligt.

Det længe ventede resultat af 7. udbudsrunde af tilladelser til udvinding af kulbrinte er offentliggjort. Energi-, forsynings- og klimaministeren vil meddele 16 nye olie- og gastilladelser, når ministerens redegørelse om resultatet af 7. udbudsrunde har været forelagt Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.

7. udbudsrunde åbnede for ansøgninger den 24. april 2014, og ved ansøgningsfristens udløb den 20. oktober 2014 var der indkommet 25 ansøgninger fra i alt 15 selskaber. Efterfølgende er de 15 selskaber indsnævret til 12, som hver ejer en eller flere af de 16 tilladelser.

Fordelingen viser, at flere nye udenlandske operatører vil blive meddelt en tilladelse og fremover vil være aktive i den danske del af Nordsøen. Tilladelserne vil som udgangspunkt blive meddelt for en efterforskningsperiode på 6 år. For de felter, som sættes i produktion, gælder en ret til 30 års forlængelse af tilladelsen.

Ministeriet forventes meget snart at påbegynde en opsamling af erfaringerne fra forløbet med 7. udbudsrunde med henblik på forberedelse og optimering af 8. udbudsrunde.

kontakt

Søren Hornbæk Svendsen

Partner

Christian Tullberg

Partner