Erhvervsstyrelsen har netop sendt udkast til lovforslag, som vedrører registrering af reelle ejere, i høring. Lovforslaget forventes fremsat i Folketinget i december 2015.

Lovforslagets formål er at gennemføre en styrket indsats mod skattely på erhvervsområdet samt at gennemføre dele af 4. hvidvaskdirektiv. Lovforslaget skal i øvrigt medvirke til øget gennemsigtighed.

De foreslåede ændringer medfører, at der for alle kapitalselskaber og en række lignende juridiske personer fremover skal foretages registrering af deres reelle ejere og de reelle ejeres rettigheder.

Det blev med virkning fra den 15. december 2014 vedtaget, at danske aktie-, partner-, anparts- og iværksætterselskaber skal registrere oplysninger om deres legale ejere i Det Offentlige Ejerregister, hvis den pågældende besidder 5 % eller mere af selskabets stemmerettigheder eller kapital, jf. selskabsloven § 58. Det Offentlige Ejerregister blev offentliggjort den 15. juni 2015.

Der eksisterer ikke i dag regler om registrering af et kapitalselskabs reelle ejere.

Ved reel ejer forstås (i lovforslagets forstand) en fysisk person, der ultimativt direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en væsentlig del af ejerandelene eller stemmerettighederne eller som på anden måde udøver kontrol, bortset fra ejere af selskaber hvis ejerandele handles på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten eller tilsvarende internationale standarder.

Ved indføring af begrebet reel ejer bliver de fysiske personer, som i sidste instans ejer eller kontrollerer et selskab eller en anden juridisk person, omfattet af registreringspligten.
Der vil være en formodning for, at reelt ejerskab foreligger, når en fysisk person direkte og/eller indirekte ejer eller kontrollerer mere end 25 % af ejerandelene i et selskab eller en anden juridisk person, eller som på anden måde udøver kontrol herover. Der kan foreligge reelt ejerskab gennem en eller flere dattervirksomheder eller i form af en aftale og udpegningsret.

Oplysningerne om de reelle ejere skal hurtigst muligt efter, at selskabet eller andre juridiske personer er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer eller ikke længere er reel ejer, registreres i Erhvervsstyrelsens it-system, hvor registreringen vil være offentligt tilgængelig.

Der er givet frist for bemærkninger til lovforslaget til den 17. november 2015.

Vi har tidligere (21.11.2014) beskrevet de nuværende regler om registrering af legale ejere i Det Offentlige Ejerregister - læs artiklen her.

kontakt

Lise Lotte Hjerrild

Partner