Foreningsfriheden beskytter ikke mod forskelsbehandling under ansættelse

Højesteret har fastslået, at foreningsfrihedsloven ikke beskytter mod forskelsbehandling under ansættelsen.

To kartonnagearbejdere omfattet af den såkaldte Emballage-overenskomst blev sygemeldt i en periode i 2011-2012. Ingen af dem var medlem af det overenskomstbærende forbund.

Emballage-overenskomsten giver medarbejdere med 13 ugers aktivt medlemskab af 3F Industri/HK Privat ret til supplerende sygeløn. Der var ikke i medarbejdernes ansættelseskontrakter ret til anden betaling, end hvad fulgte af overenskomsten.

Arbejdsgiveren udbetalte i begyndelsen af begge medarbejderes sygeperiode fuld løn men krævede senere den for meget udbetalte sygeløn tilbagebetalt ved modregning i senere lønudbetalinger.

Sagen blev indbragt for Vestre Landsret, som skulle tage stilling til, om det var i strid med foreningsfrihedsloven, at retten til supplerende sygeløn var betinget af medlemskab hos en bestemt fagforening.

Negativ foreningsfrihed efter foreningsfrihedsloven

Retten til foreningsfrihed omfatter både en positiv ret til at tilslutte sig en forening og en negativ ret til ikke at tilslutte sig eller til at udmelde sig af en forening.

Foreningsfrihedsloven sikrer lønmodtageres foreningsfrihed på arbejdsmarkedet i forbindelse med ansættelse og afskedigelse. Loven blev senest ændret i 2006, da eksklusivbestemmelser i kollektive aftaler blev forbudt.

Foreningsfrihedsloven indeholder imidlertid ikke et udtrykkeligt forbud mod forskelsbehandling under ansættelsen, og Vestre Landsret skulle derfor tage stilling til, om lovens beskyttelse kunne udstrækkes til også at gælde forskelsbehandling under ansættelsen.

Forskelsbehandling under ansættelsen var ikke i strid med foreningsfrihedsloven

Vestre Landsret fandt ikke, at det var i strid med foreningsfrihedsloven, at der i overenskomsten blev forskelsbehandlet under ansættelsesforholdet mellem ansatte, der var medlemmer af et af de overenskomstbærende forbund og ansatte – der som sagsøgerne – var medlemmer af andre forbund. Arbejdsgiveren var dog ikke berettiget til at kræve den allerede udbetalte supplerende sygeløn tilbagebetalt.

Lovligt at give fordele til medlemmer af overenskomstbærende forbund

Tilsvarende udtalte Højesteret, at foreningsfrihedsloven alene tager sigte på at beskytte foreningsfriheden i forbindelse med ansættelse og afskedigelse, og at loven derfor ikke indeholder et forbud mod forskelsbehandling under ansættelsen.

Højesteret henviste til Menneskerettighedsdomstolens praksis, hvorefter det normalt ikke vil være i strid med retten til foreningsfrihed at tillægge manglende medlemskab af en fagforening andre negative konsekvenser for en arbejdstager, end at den pågældende ikke ansættes eller afskediges.

Dog mente Højesteret, at den konkrete forskelsbehandling ikke må have en sådan virkning, at den reelt tvinger arbejdstageren til at melde sig ind i en fagforening eller har en sådan karakter, at den udgør en trussel mod arbejdstagerens eksistensgrundlag.

I den konkrete sag, fandt Højesteret dog ikke, at forskelsbehandlingen reelt tvang medarbejderne til at melde sig ind i 3F, da medarbejderne stadig var berettiget til sygeløn svarende til satsen for sygedagpenge på samme måde som mange andre arbejdstagere. De to medarbejdere var derfor alene afskåret fra at modtage supplerende sygeløn.

Højesteret stadfæstede på den baggrund Vestre Landsrets dom.

Horten bemærker

Dommen viser, at foreningsfriheden kun udstrækkes til at omfatte forhold i forbindelse med ansættelse og afskedigelse og som udgangspunkt ikke forhold under ansættelsesforholdet. Det er derfor ikke i strid med foreningsfrihedsloven, at medarbejdere, der er medlem af overenskomstbærende forbund, nyder visse rettigheder og privilegier i forhold til øvrige medarbejdere.

Højesterets præmisser viser dog, at hvis forskelsbehandlingen har en sådan karakter, at den indebærer, at en medarbejder reelt tvinges til medlemskab af en bestemt fagforening eller udgør en trussel mod medarbejderens eksistensgrundlag eller har tilsvarende indgribende karakter, kan det være i strid med retten til foreningsfrihed i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11.

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Marianne Lage

Partner

Maria Schmiegelow

Advokat