FØDEVARELOVGIVNING: Ny afgørelse fra EU-Domstolen om vildledende mærkning af fødevarer

Emballagen på en fødevare skal holde, hvad den lover. En ny afgørelse fra EU-Domstolen om mærkning af fødevarer tydeliggør, om og hvornår korrekte oplysninger i ingredienslisten kan rette op på vildledende angivelser på den resterende del af mærkningen.

Ifølge EU-Domstolens praksis forventes den gennemsnitlige forbruger at læse ingredienslisten som det første, hvis det er af væsentlig betydning for forbrugeren, om varen indeholder/ikke indeholder en bestemt ingrediens. Hvis det fx er af væsentlig betydning for forbrugeren, om en sodavand indeholder "hindbær", forventes den gennemsnitlige forbruger altså først at gennemgå listen over ingredienser på siden af flasken – i stedet for først at gennemgå andre dele af mærkningen - for at finde ud af, om fødevaren indeholder hindbær eller ej.

Som følge heraf har visse fødevarevirksomheder argumenteret for, at selvom en fødevares indpakning kan give forbrugeren det indtryk, at varen indeholder en bestemt ingrediens (fx ved afbildning af et hindbær), så vil dette ikke vildlede forbrugeren, hvis det tydeligt fremgår af ingredienslisten, at produktet ikke indeholder denne ingrediens.

Det fremgår dog ikke klart af EU-Domstolens praksis, om en "korrekt" ingrediensliste altid kan opveje en i øvrigt vildledende angivelse/illustration på indpakningen.

”Felix Himbeer-Vanille Abenteuer”

En nylig afgørelse (reference: sag C-195/14 – Teekanne) fra EU-Domstolen kaster lidt lys over dette spørgsmål:

En tysk virksomhed solgte en te, der blev markedsført under navnet “Felix Himbeer-Vanille Abenteuer” (“Felix’ hindbær-vanilje-eventyr”). Emballagen bar illustrationer af hindbær og vaniljeblomster samt angivelserne "frugtte med naturlige aromaer" og "kun naturlige ingredienser". Ingredienslisten var angivet på emballagen og viste følgende: "hibiscus, æble, brombærblade, appelsinskal, hyben, naturlig aroma med vaniljesmag, citronskal, naturlig aroma med hindbærsmag, brombær, jordbær, blåbær, hyldebær".

Det fremgik således af ingredienslisten, at teen ikke indeholdt naturlige hindbær- eller vaniljearomaer, men i stedet naturlige aromaer med smag af hindbær og vanilje.

En sammenslutning af tyske forbrugere indgav en klage mod producenten med påstand om, at produktets mærkning vildledte forbrugerne til at tro, at produktet indeholdt naturlige hindbær- og vaniljearomaer.

Producenten hævdede - med henvisning til EU-Domstolens tidligere praksis - at det på grundlag af ingredienslisten fremgik tilstrækkeligt klart for forbrugeren, at produktet ikke indeholdt naturlige hindbær- og vaniljearomaer, men snarere at produktet indeholdt naturlige aromastoffer med hindbær- og vaniljesmag.

Sagen blev af de tyske domstole henvist til EU-Domstolen, der blev anmodet om at udtale, om angivelserne i ingredienslisten var tilstrækkelige til at udelukke, at forbrugerne blev vildledt.
EU-Domstolen udtalte, at det skal betragtes som vildledende, hvis mærkningen af en fødevare giver forbrugerne det indtryk, at en bestemt ingrediens er til stede i fødevaren, selvom det faktisk fremgår af ingredienslisten, at ingrediensen ikke er i produktet.