Nu kan der søges om forhøjet pristillæg til solceller og husstands­vindmøller

I dag, onsdag den 11. februar 2015, er reglerne om forhøjet støtte til solceller og husstandsvindmøller trådt i kraft.

Det betyder, at solcelleejere, der har etableret anlæg fra den 20. november 2012, og som opfylder betingelserne i overgangsreglerne, nu kan ansøge Energinet.dk om forhøjet støtte. Tilsvarende gælder for husstandsvindmølleejerne, der har opstillet husstandsmøller fra den 20. november 2012.

Den særlige solcellepulje for private husstande (60 MWh i 2015) åbner derimod først for ansøgninger den 16. marts 2015.

Ansøgning om forhøjet pristillæg for solcelleanlæg

Energinet.dk har offentliggjort vejledning til administrationen af reglerne om overgangordningerne på www.energinet.dk. Her kan man læse nærmere om hvilke betingelser, der skal være opfyldt for, at der kan ansøges om pristillæg, samt om hvilke krav, der stilles til selve ansøgningen om forhøjet pristillæg. Solcelleejere kan ansøge om forhøjet pristillæg via Energinet.dk's online formular eller ved at sende en ansøgning med post til Energinet.dk.

Det fremgår af Energinet.dk's hjemmeside, at Energinet.dk vil behandle ansøgninger om forhøjet pristillæg efter nettilslutningstidspunktet for solcelleanlægget. Det betyder, at det er de anlæg, der er tilsluttet først, der vil blive behandlet først. I forlængelse heraf oplyser Energinet.dk i øvrigt, at Energinet.dk ikke vil foretage en konkret sagsbehandling om forhøjet pristillæg, før solcelleanlægget er nettilsluttet.

Ansøgning om forhøjet pristillæg for husstandsvindmøller

På Energinet.dk's hjemmeside findes et overblik over hvem, der kan få forhøjet pristillæg, og hvordan man kan ansøge om det. Ansøgning skal sendes med post til Energinet.dk.

Er du i tvivl?          

Er du i tvivl om, hvorvidt dit VE-anlæg opfylder betingelserne for at få forhøjet pristillæg, eller har du spørgsmål til ansøgningsprocessen, er du velkommen til at kontakte en af vores nedenstående eksperter på området.

kontakt

Rene Frisdahl Jensen

Specialistadvokat

Christian Tullberg

Partner

Anne-Sophie Kämpf Svane

Advokat