OK at aftale forkortet ferievarsel i ansættelses­bevis

Højesteret har fastslået, at det er muligt allerede ved ansættelsens indgåelse at aftale, at ferielovens varslingsregler skal fraviges.

Højesteret skulle tage stilling til, hvorvidt det ved indgåelse af en ansættelseskontrakt er muligt at aftale en fravigelse af ferielovens § 16, stk. 1, jf. § 21, stk. 2, om varsling af afholdelse af ferie i forbindelse med en opsigelsesperiode, når opsigelsesperioden ikke er aktualiseret på tidspunktet for ansættelseskontraktens indgåelse.

Virksomheden og medarbejderen havde i ansættelseskontrakten aftalt følgende:

"Varsling af ferie: I henhold til ferielovens § 21 er det aftalt, at Arbejdsgiveren kan varsle afholdelse af hovedferie med 1 måneds varsel og restferie med 2 ugers varsel. Det er også aftalt, at Arbejdsgiveren kan varsle hovedferie til afholdelse i en opsigelsesperiode, ligeledes med 1 måneds varsel."

Ferieloven fastslår, at arbejdsgiveren så tidligt som muligt skal meddele lønmodtageren, hvornår ferien skal holdes. Arbejdsgiveren skal give meddelelsen senest 3 måneder, før hovedferien begynder, og senest 1 måned før ferien begynder for øvrige feriedage, medmindre særlige omstændigheder hindrer dette.

En opsagt medarbejder kan derimod som udgangspunkt ikke holde hovedferie i opsigelsesperioden, hvis opsigelsesvarslet er på 3 måneder eller derunder. Dette gælder, uanset hvad der tidligere måtte være fastsat om afholdelse af ferien. Det gælder dog ikke, hvis opsigelsesvarslet er forlænget med antallet af feriedage.

Højesteret fastslog

Højesteret var enig med Sø- og Handelsretten, som tidligere havde lagt vægt på, at bestemmelsen, som dannede grundlag sagen, var klart formuleret, og det var ubestridt, at ansættelseskontrakten var underskrevet af begge parter.

Derfor fandt Sø- og Handelsretten ikke, at der var grundlag for at fastslå, at vilkåret om fravigelse af ferielovens § 16, stk. 1, ikke var aftalt mellem parterne.

Med en henvisning til forarbejderne om, at bestemmelsen ikke skal fortolkes indskrænkende eller imod sin ordlyd fandt Sø- og Handelsretten, at der er mulighed for at fravige ferielovens § 16, stk. 1, allerede ved en ansættelseskontrakts indgåelse – og derfor også på et tidspunkt, hvor A ikke var opsagt.

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Marianne Lage

Partner