Den efterhånden 12 år gamle erstatningssag om Memory Card Technology er endelig slut. Den langstrakte sag handlede i Højesteret om revisoransvar og bestyrelsesansvar, og det særligt interessante er, at revisorerne blev frifundet, selvom de havde begået fejl.

Sagen handlede om, hvorvidt Memory Card Technologys tidligere bestyrelsesformand, direktør og dets to revisionsfirmaer var erstatningsansvarlige over for konkursboet, som mente, at virksomhedens drift fortsatte efter, at den burde have været indstillet eller tilpasset. 

Memory Card Technology blev i 1997 introduceret på Københavns Fondsbørs og var ifølge børsprospektet en højrisiko virksomhed. Virksomhedens strategi var at opbygge et stort varelager, da selskabets ledelse forventede en prisstigning på produkterne, og planen var på sigt, at selskabet skulle introduceres på NASDAQ-børsen i New York primo 2000. 

På grund af den såkaldte IT-Boble i år 2000 medførte NASDAQ-noteringen ikke den forventede kapitaltilførsel, priserne på selskabets væsentligste råvarer faldt til en fjerdedel, og dollarkursen steg betydeligt, hvorefter selskabet i 2001 blev erklæret konkurs med et samlet tab på ca. 500 mio. kr. 

Landsretten pålagde direktør og revisorer erstatningsansvar på 100 mio. kr., men frifandt bestyrelsen

 De to revisionsselskaber og den tidligere direktør blev i Vestre Landsret pålagt solidarisk erstatningsansvar og skulle betale 100 mio. kr. i erstatning til konkursboet. 

Landsretten lagde vægt på, at revisorerne havde handlet ansvarspådragende ved ikke at foretage en selvstændig vurdering af varelagerets værdi, som der senere viste sig at være svindlet massivt med, imens direktøren havde svindlet med omsætningen og angivet fiktive tilgodehavender. På trods heraf gav revisorerne blanke påtegninger på regnskaberne, hvilket ifølge landsretten resulterede i, at bankerne lånte penge til selskabet, som efterfølgende blev tabt i konkursen. 

Landsretten fastslog i samme afgørelse, at der ikke var grundlag for et bestyrelsesansvar, idet man henviste til bestyrelsens sammensætning, dens forretningsorden og organisering samt de informationer, bestyrelsen fik og havde sikret sig gennem revisionsprotokollater. 

Dommen blev herefter anket til Højesteret, hvor det kun var revisorernes og bestyrelsesformandens eventuelle ansvar, der skulle vurderes.

Bestyrelsesformand havde ikke handlet ansvarspådragende på trods af fejl

Bestyrelsesformanden blev frikendt i Højesteret, idet man fandt, at han havde levet op til sine forpligtelser som formand. 

Højesteret påpegede dog, at bestyrelsesformanden havde forsømt at videregive koncernøkonomidirektørens kritik af regnskaberne til de andre bestyrelsesmedlemmer og revisorerne, men karakteren af denne enkeltstående fejl kunne ikke medføre et erstatningsansvar. 

Revisorer havde handlet ansvarspådragende, men Højesteret frifandt dem på grund af manglende sammenhæng mellem ansvar og tab

Højesteret var enig med landsretten i, at revisorerne havde handlet ansvarspådragende, idet de burde have taget forbehold for værdiansættelsen af varelageret og foretaget nedskrivninger og hensættelser på selskabets tilgodehavender. 

Uanset dette fandt Højesteret det ikke godtgjort, at dette i sig selv ville have medført, at bestyrelsen havde indstillet virksomhedens drift. Højesteret fandt det heller ikke bevist, at bankerne ikke ville have lånt penge til selskabet, hvis revisorerne ikke havde begået fejl. 

Dette betød, at konkursboet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var årsagsforbindelse mellem de ansvarspådragende fejl og tabet. Højesteret frifandt derfor de to revisionsselskaber. 

Horten bemærker

På grund af deres natur afhænger udfaldet i sager om bestyrelses- og revisoransvar altid af en konkret vurdering af de faktuelle omstændigheder, og om de erstatningsretlige betingelser er opfyldt. Dette var også tilfældet i denne sag, der synes meget konkret begrundet.

I relation til spørgsmålet om revisorernes ansvar bekræfter dommen for så vidt blot den almindelige erstatningsretlige betingelse om, at der skal være årsagssammenhæng mellem den ansvarspådragende handling og tabet, hvilket konkret ikke fandtes at have været tilfældet. Om kravene til bevis for årsagssammenhæng i revisoransvarssager med Højesterets dom er skærpet i forhold til tidligere praksis, kan ikke udelukkes, men det er vanskeligt at vurdere i lyset af den meget konkrete begrundelse.

For så vidt angår bestyrelsesformandens ansvar, er det interessant, at Højesteret konkluderer, at bestyrelsesformanden ikke havde handlet ansvarspådragende, selvom han har begået en enkeltstående fejl. Betydningen af bemærkningen om en enkeltstående fejl kan diskuteres, men den kan givetvis ikke tages til indtægt for, at der generelt ikke kan pålægges erstatningsansvar for fejl, når blot fejlen er enkeltstående.

kontakt

Jacob Møller Dirksen

Partner

Daniel Haue Jakobsson

Advokat