Ifølge en dom afsagt af Retten i Lyngby den 30. september 2014 begynder fristen for forældelse af ikke indbetalt selskabsindskud efter de gamle forældelsesregler allerede at løbe fra tegningen af selskabskapitalen.

Den 1. januar 2014 blev der indsat en ændring i forældelsesloven, hvorefter forældelsesfristen for krav på indskud af kapital i selskaber løber fra det tidspunkt, hvor selskabet beslutter at indkalde indskuddet. 

Efter de nugældende regler begynder forældelsesfristen for fordringer på ikke indbetalt kapital i blandt andet aktie-, anparts- og kommanditselskaber således først at løbe, når selskabet beslutter, at selskabsdeltagerne skal indbetale selskabsindskuddet helt eller delvist. Den nye bestemmelse er indsat som forældelseslovens § 2 a.

Forud for denne præcisering af reglerne var der en usikkerhed i den juridiske litteratur om, hvornår forældelsen af fordringer på selskabsindskud begyndte at løbe, og om der overhovedet var tale om en fordring, der var omfattet af forældelsesloven. Usikkerheden bestod blandt andet i, om forældelsen begyndte at løbe ved tegning af kapitalen eller først når selskabet gjorde krav på indbetaling af kapitalen (kald af resthæftelse/kapital).

Det er nu afklaret ved den nye regel.

Lovændringen er fordelagtig, da selskabet ikke, som under den tidligere forældelseslov, er nødsaget til at indhente skyldnerens erkendelse af gælden, eller stævne skyldneren for at få et fundament, for at afbryde forældelsen.

Kan kravet på selskabsindskud være forældet før den 1. januar 2014?

Spørgsmålet er så, hvornår forældelsen af fordringer på ikke indbetalt selskabskapital begyndte at løbe efter den tidligere gældende forældelseslov, altså før lovændringen, der trådte i kraft den 1. januar 2014?

Det har Retten i Lyngby taget stilling til den 30. september 2014 i en sag om ikke kaldt resthæftelse over for et K/S. 

Med henvisning til blandt andet forarbejderne til den tidligere gældende forældelseslov, hvor det fremgår, at forældelsesfristen for almindelige fordringer omfatter et selskabs krav på indbetaling af indskud, lagde retten til grund, at forældelsesfristen for krav på resthæftelse inden lovændringen pr. 1. januar 2014 løb fra tegningsaftalens indgåelse.

Retten nåede således frem til, at forældelse af ikke kaldt resthæftelse efter den tidligere gældende forældelseslov løb fra tegningen af selskabskapitalen, eller fra at hæftelsens størrelse var erkendt af kapitalejeren. 

En fordring på resthæftelse er ifølge den forhenværende forældelseslov en almindelig fordring, der er underlagt en 3-årig forældelse.

Dommen har alene betydning for krav på udestående selskabsindskud, der er tegnet før den 1. januar 2014. Lovændringen finder anvendelse på også tidligere stiftede krav, der ikke allerede inden den 1. januar 2014 er forældet efter de dagældende regler. Derfor vil forældelse af krav på udestående selskabskapital, der ikke allerede var forældet 1. januar 2014, først begynde at løbe, når selskabet beslutter at indkalde indskuddet.

Dommen er anket til Østre Landsret. Det er således ikke endeligt afklaret, hvornår forældelsesfristen for ikke indbetalte selskabsindskud begynder at løbe efter den gamle forældelseslov. 

Vi gør opmærksom på, at indholdet ikke er, og ikke kan erstatte, juridisk rådgivning. 

kontakt

Nicolai Dyhr

Partner

Helle Kofoed Hansen

Senioradvokat