Hvordan må fødevarer markedsføres i de forskellige europæiske lande? Det giver bogen "Advertising Food in Europe" et svar på. Bogen sammenligner markedsføringslovgivningen inden for fødevarebranchen i hele Europa.

Fødevarelovgivningen håndteres forskelligt af de enkelte europæiske lande i og uden for EU. Fx kan man på nationalt niveau stille særlige krav til navngivning, form, størrelse, vægt, sammensætning, labels og indpakningen af et produkt uanset reglerne i det land, hvor produktet er fremstillet. Sådanne hindringer kan være en stor udfordring for fødevarevirksomheder, og det sætter bogen Advertising Food in Europe under lup.

I bogen præsenteres de enkelte landes regler for markedsføring af fødevarer, og erfarne fødevareeksperter -giver praktiske råd og indsigt i de centrale nationale aspekter. Bogen er tænkt som en praktisk håndbog med et kapitel om hvert enkelt land. Hortens specialister inden for fødevarelovgivning, partner Martin Dræbye Gantzhorn og advokat Christian Marquard Svane, har bidraget med kapitlet om den danske lovgivning.