Vestre Landsret har netop fastslået, at en handicappet borger var arbejdsgiver for hans handicapmedhjælper, der var ansat på BPA-ordningen. Handicapmedhjælperen kunne derfor ikke rette sine krav mod Kolding kommune.

En handicapmedhjælper havde siden 2007 arbejdet som hjælper for en handicappet borger. Han var ansat på den såkaldte BPA-ordning (Borgerstyret personlig assistance), hvilket blandt andet indebar, at han fik udbetalt løn fra kommunen, men at hans arbejdsgiver formelt var den borger, han var medhjælper for.

Da handicapmedhjælperen mente, at han var berettiget til løn efter overenskomsten mellem FOA og KL, anlagde FOA på vegne af handicapmedhjælperen sag mod Kolding kommune og den handicappede borger med krav om efterbetaling af løn, feriegodtgørelse og pensionsbidrag. Handicapmedhjælperen krævede desuden godtgørelse efter ligebehandlingsloven, samt godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.

Kolding kommune anførte, at kommunen ikke havde været handicapmedhjælperens arbejdsgiver, og at krav derfor måtte rettes mod den handicappede borger, som var den formelle arbejdsgiver. Den handicappede borger anførte derimod, at Kolding kommune måtte anses for at være den reelle arbejdsgiver. 

Vestre Landsrets dom

Vestre Landsret fandt, at selvom kommunen afholder alle økonomiske udgifter i forbindelse med ansættelsen og desuden varetager den økonomiske administration af ordningen, herunder udbetaling løn, fratrækning af A-skat mv., følger det af retsgrundlaget for BPA-ordningen, at det er den handicappede borger, der er arbejdsgiver for handicapmedhjælperen.

Kravene skulle derfor som udgangspunkt rettes imod den handicappede borger og ikke kommunen.

Landsretten fandt derefter, at handicapmedhjælperen ikke havde krav på efterbetaling af løn, feriegodtgørelse og pensionsbidrag. Pligten til at aflønne handicapmedhjælpere efter principperne i overenskomsten mellem KL og FOA gjaldt kun i forholdet mellem kommunen og den handicappede borger. 

Den handicappede borger blev frifundet for kravet om godtgørelse efter ligebehandlingsloven, selvom det af hans ansættelsesbevis fremgik, at der ikke blev ydet tilskud til faderens løn under barsel. Da der ikke var udmøntning af vilkåret, forelå der ikke nogen krænkelse efter ligebehandlingsloven. 

Til gengæld fik handicapmedhjælperen medhold i sit krav om godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis, fordi ansættelsesbeviset ikke indeholdt oplysninger om løn, tillæg mv. Landsretten udmålte godtgørelsen til kr. 5.000,- men fandt, at Kolding kommune, der havde udarbejdet det mangelfulde ansættelsesbevis, var erstatningsansvarlig over for borgeren og derfor skulle udrede godtgørelsen med påløbne renter. 

Horten bemærker

Vestre Landsrets dom er af principiel karakter. Udfaldet må siges at være en stor, om end ikke overraskende sejr til kommunerne, der over for personer ansat på BPA-ordningen ikke er direkte ansvarlige for overholdelsen af de arbejds- og ansættelsesretlige regler, der regulerer deres ansættelsesforhold. Ud over at kommunerne ikke kan drages til ansvar for brud på de ansættelsesretlige love, må det antages, at medhjælpere på BPA-ordningen heller ikke kan støtte ret på de særlige procedurekrav, der gælder ved ansættelse og afskedigelse i det offentlige, herunder kravet om partshøring og begrundelsespligten.

Kommunerne kan dog ikke være sikre på at være ansvarsfri, når det kommer til de BPA-ansatte. På grund af ansættelsesforholdenes særlige karakter, hvorefter kommunen administrerer en stor del af de opgaver, som normalt tilfalder arbejdsgiveren, kan kommunerne let ifalde ansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler for fejl, hvilket var tilfældet i denne sag.

Det bemærkes, at fristen for anke ikke er udløbet. 

kontakt

Marianne Lage

Partner