Forsikrings­selskab bundet af voldgifts­aftale mellem forsikrings­tager og dennes rådgiver

Højesteret har netop afvist at behandle en sag mellem et forsikringsselskab og et rådgivende ingeniørfirma, fordi man vurderede, at forsikringsselskabets regreskrav var omfattet af den voldgiftsaftale, der var indgået mellem ingeniørfirmaet og forsikringstageren.

En bygherre (forsikringstageren) havde i forbindelse med et byggeri indgået en rådgivningsaftale baseret på ABR 89 med et ingeniørfirma. Aftalen indeholdt en klausul, hvorefter alle tvister "i anledning af løsningen af opgaven" skulle løses ved voldgift.

Under byggeriet skete der skader på en naboejendom, og bygherrens forsikringsselskab udbetalte erstatning til naboen.

Forsikringsselskabet mente dog, at ingeniørfirmaet var ansvarligt for skaderne, hvorfor forsikringsselskabet lagde sag an mod ingeniørfirmaet ved domstolene.

Ingeniørfirmaet påstod imidlertid sagen afvist med henvisning til voldgiftsaftalen.

Parternes argumenter

Ingeniørfirmaet gjorde gældende, at forsikringsselskabet var indtrådt i bygherrens (forsikringstagers) retsstilling og reelt støttede sit krav på, at ingeniørfirmaet havde tilsidesat sine forpligtelser under kontrakten.

Forsikringsselskabet gjorde heroverfor gældende, at kravet var støttet på reglerne om erstatning uden for kontrakt med henvisning til, at forsikringsselskabet var indtrådt i naboejendommens (tredjemands) retsstilling, som var sagens reelle skadelidte, og at skaderne på naboejendommen ikke skyldtes en tilsidesættelse af ingeniørfirmaets kontraktuelle forpligtelser.

Østre Landsret: Ikke bundet af voldgiftsaftalen

Landsretten konstaterede, at forsikringsselskabet i stævningen havde gjort gældende, at der var tale om et krav, der blev støttet på reglerne om erstatning uden for kontrakt og retsbrudssynspunkter.

Landsretten vurderede herefter de fremsatte anbringender, og eftersom forsikringsselskabets krav ifølge disse ikke var støttet på rådgiveraftalen, var forsikringsselskabet ikke bundet af rådgiveraftalen og dermed heller ikke af voldgiftsklausulen.

Højesteret: Forsikringsselskabet var bundet af voldgiftsaftalen

Sagen blev imidlertid anket til Højesteret, som først konstaterede, at forsikringsselskabet indtrådte (subrogerede) i forsikringstagerens retsstilling, fordi det havde udbetalt erstatning til skadelidte.

Herefter tog Højesteret stilling til voldgiftsklausulen, som var baseret på ABR 89. Efter denne skulle tvister "i anledning af løsningen af opgaven" løses ved voldgift.

Højesteret vurderede konkret, at det krav, der var rejst i sagen, udsprang af en tvist om ingeniørens tekniske løsning af opgaven, og Højesteret fandt på denne baggrund, at kravet ville være omfattet af voldgiftsklausulen, hvis bygherren selv havde rettet kravet mod ingeniørfirmaet.

Derfor konkluderede Højesteret – modsat landsretten – at forsikringsselskabet også var bundet af voldgiftsaftalen.

Horten bemærker

Dommen viser, at et regressøgende forsikringsselskab indtræder i forsikringstagerens retsstilling. Dette kan indebære, at forsikringsselskabet (også) bliver bundet af eventuelle voldgiftsaftaler eller værnetingsaftaler.

Højesterets dom er udtryk for, at det afgørende i vurderingen af, om forsikringsselskabet er bundet af en voldgiftsaftale, er, om det krav, der bliver rejst, er omfattet af voldgiftsaftalen.

Dommen synes at ændre retsstillingen, således som den kom til udtryk i Højesterets kendelse af 22. november 1994 (sag 206/1994). 

kontakt

Jacob Møller Dirksen

Partner

Daniel Haue Jakobsson

Advokat