Horten Advokatpartnerselskab optager en gruppe på tre af Delacours fremtrædende partnere. Samtidig indgår Horten samarbejde med grønlandske Nuna Advokater. Partneroptaget understøtter Hortens vækststrategi.

De tre partnere er Asger Heine Jensen, specialist i immaterielle rettigheder inden for Media & Entertainment, Frans Rossen, specialist i M&A og tyske retsforhold og Mikkel Primdal Kæregaard, specialist i M&A. Det nye partneroptag skal være med til at støtte den omsætningsvækst, Horten oplever i disse år, i et ellers vigende marked i advokatbranchen. Optagelsen af Frans Rossen gør desuden Horten til et af de førende advokatfirmaer i Danmark i forhold til det tyske marked.

"Partneroptaget er for det første en yderligere styrkelse af Hortens specialer inden for rådgivning af erhvervslivet og de sektorer, vi satser strategisk på. For det andet er samarbejdet med Nuna Advokater en enestående forretningsmulighed i forhold til grønlandske, danske og udenlandske virksomheder inden for energisektoren, også fordi Horten i forvejen er stærk inden for energi- og forsyningsret. Og så passer de kommende partnere både som personer og i deres måde at udøve advokatgerningen på perfekt til vores kultur", udtaler partner og bestyrelsesformand for Horten, Klavs V. Gravesen.

Horten satser strategisk på rådgivning inden for sektorer, der er præget af intensiv regulering eller hastig teknologisk udvikling: Den offentlige sektor, energi- og forsyningssektoren, teknologi og mediebranchen samt Life science & Healthcare. Netop branchekendskabet inden for disse sektorer er med til at sikre, at Horten i disse år oplever vækst, og den fremgang skal det nye partneroptag være med til fortsat at støtte. Samtidig styrker Horten sin satsning på det tyske og det grønlandske marked.

Satser på Grønland

Horten indgår et integreret samarbejde med Nuna Advokater, Grønlands største advokatfirma. Dermed besidder Horten nu en særlig indsigt i grønlandske forhold og dette - kombineret med firmaets ekspertise inden for energiret og særligt opstrøms energiforhold – forventes at blive et stærkt konkurrenceparameter i forhold til rådgivning af internationale selskaber indenfor olie-, gas- og mineralefterforskning.

kontakt

Klavs Gravesen

Partner

Erik Wendelboe Christiansen

Partner